Elsker du mig stadig?

Han havde altid følt et kald til mission. Nu var han rejst med sin hustru til Afrika, og de havde et frugtbart arbejde derude. Men hustruen kunne ikke tåle klimaet, og de måtte opgive og rejse hjem igen.
Hun havde totalt forelsket sig i Jesus og forlod alt for at gå i kloster. Hver dag kunne hun ikke blive færdig med at takke Gud for, at han havde ført hende hertil. Men efter et år blev hun så syg, at hun ikke kunne blive. Kort efter at være kommet til tro oplevede han et stærkt kald til at blive præst. Han droppede derfor sit kemistudium for at læse teologi. Men lige meget, hvor meget han kæmpede med de græske og hebræiske gloser, kunne han ikke få ordene til at sætte sig fast i hukommelsen, og han fik aldrig knækket koden til grammatikken.
Så efter lidt mere end et år måtte han opgive sine studier. Lige siden, hun var en lille pige, havde hun vidst, at hendes kald var at blive mor. Men årene gik, og det så ud til, at hun aldrig ville finde den mand, hun søgte. Da det så endelig skete, og hun blev gift, var det for sent at blive mor.
Hvor var Gud henne i dette? Hvad med Bibelens løfter om, at han, som kalder, også vil gøre det? Har Gud svigtet mig? Eller har det i stedet været mig, der har svigtet eller misforstået Guds kald? Kaldet er der stadig, men det kan tilsyneladende ikke forløses. Vi har nok alle stået med sådanne spørgsmål. Det behøver ikke at være i store livsomvæltende områder af vores liv, alligevel kan det rive og slide i én, og man forstår ingenting.
Den kendte sanger Sheila Walsh vender det imidlertid om og ser i stedet netop sådanne tilsyneladende selvmodsigende erfaringer som anledninger til åndelig vækst og modenhed i troen. For her træder Gud helt nær til den enkelte og spørger: Vil du stadig stole på mig, når det ikke blev, som du havde tænkt dig? Vil du stadig elske mig, når du ikke forstår mig?
Gud ønsker vores tjeneste, og han kalder til tjeneste. Men der er noget, han ønsker mere end det: Han længes efter vores kærlighed, den kærlighed, der overvinder ethvert ”hvorfor” og – midt i det uforståelige – siger: ”Jeg elsker dig og stoler på dig!”


