God prognose for helt unge kristne ægtepar

Der er ingen grund til at bekymre sig, hvis troende unge gifter sig tidligt, viser ny undersøgelse.

Unge kristne går hverken glip af sjov eller karrieremuligheder, hvis de gifter sig tidligt. Oven i købet er skilsmisseraten meget lav.

En ny undersøgelse fra Institute for Family Studies fastslår, at der ikke er nogen grund til at bekymre sig, hvis kristne par gifter sig i tyverne – især hvis de ikke har andre forhold bag sig, skriver Christian Headlines.

Mange mener, at ”man skal have det sjovt, mens man er i tyverne”, og at det giver god mening at vente med ægteskab til 30-årsalderen, når karrieren er på plads. Der er også udbredt frygt for, at unge oftere bliver skilt. Men faktisk findes den laveste skilsmisserate blandt troende, som blev gift i 20-årsalderen uden tidligere samlivserfaring.

Fare for svingdørs-forhold

Undersøgelsen, som blev foretaget af W. Bradford Wilcox og Lyman Stone for Institute for Family Studies, viser, at ægteskab indgået i tyverne hverken ”hindrer sjov, professionel succes, eller et stabilt ægteskab,” skrev Wilcox i et blogindlæg.

”Vore analyser tyder på, at troende mænd og kvinder, som gifter sig i tyveårsalderen uden at have boet sammen… har den laveste chance for skilsmisse i dagens USA,” skrev Wilcox.

– Sammenligninger på baggrund af tidligere forhold kan underminere et ægteskab, siger sociologen W. Bradford Wilcox i forbindelse med undersøgelsen.

Tidligere forhold

Han nævner flere mulige forklaringer:

– For det første vil de troende singler i tyverne sandsynligvis have kendskab til andre troende singler med samme syn på ægteskab og familieliv. For det andet kan det skade ægteskabet, hvis man tidligere har været samboende.

En anden undersøgelse fra Institute for Family Studies viser da også, at tidligere samboende – især kvinder – havde 15% større risiko for at vælge skilsmisse end dem, der ikke havde været samboende.

Troende ønsker stabilitet

Det nygifte katolske par Samantah og Joe Paris, der begge er 24 år, bekræfter konklusionen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Troende fyre er mere stabile, det er dem, man gerne vil giftes med og præsentere for mor og far. De har samme moral og værdier som mig og måske en lignende baggrund,” siger Samantha. Hun tilføjer: ”Andre fyre er bare ude på at have det sjovt”.

Hvis man tidligere har boet sammen med en anden, vil man ifølge Samantha ”altid se det som en mulighed at forsvinde.”

– Man vil altid se en dør, som man kan gå ud af. Men fordi vi ikke [boede sammen med nogen tidligere], er det slet ikke noget, der falder os ind, forklarer Samantha.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Farlige sammenligninger

Wilcox understreger, at det at have boet sammen med andre kærester let fører til farlige sammenligninger, så man ikke værdsætter sin egen ægtefælle.

Det bekræfter psykologen Galena Rhoades, hvis holdning af Wilcox parafraseres som følger:

”Ganske vist er din ægtefælle, John, både pålidelig og en god far, men han er ikke nær så charmerende som Lukas eller lige så ambitiøs som Charles, de to andre mænd, som du boede sammen med, før du giftede dig med John. Men den slags sammenligninger underminerer dit ægteskab,” fastslår Wilcox.