Christa og Steens liv fik en helt ny retning, da de opdagede troen

Christa startede sin egen grammofonplade-butik i Sønderborg, allerede da hun var 21 år. Jævnligt fik hun besøg af en ung kvinde på sin egen alder. De snakkede godt sammen, og kvinden inviterede Christa på besøg i sin lejlighed.

Mens vi snakkede, fortalte hun, at hun selv var kristen.

– Jamen, det er jeg da også. Det er vi jo alle sammen. Jeg er både døbt og konfirmeret, svarede Christa.

– Jeg var vokset op i en god familie, hvor mine forældre gik i folkekirken jævnligt. Men det var ikke noget, vi snakkede om. Men den unge kvinde, som hed Else Marie Petersen, fortalte nu om, hvordan hun havde ”skældt ud” på Gud. Og så kunne jeg jo godt se, at hun måtte have et andet forhold til Gud, end jeg havde.

De havde en glæde og fred, som jeg ikke havde

– Gennem hende mødte jeg tre andre unge kvinder, som jeg var meget sammen med. De havde en glæde og fred, som jeg ikke havde.
De tre kvinder kom i Skt. Marie Kirke, en folkekirke i Sønderborg, hvor der på det tidspunkt var en karismatisk fornyelse. Men der gik alligevel tre år, før jeg blev klar over, at jeg skulle give mit liv til Jesus. Så jeg blev først personligt kristen, da jeg var 26 år. Jeg vidste, at der var sket noget, da jeg ikke længere kunne holde ud at høre på, at folk bandede. Jeg oplevede også, at naturen var så smuk, som den aldrig havde været før. Og da jeg begyndte at arbejde på et plejehjem, troede kollegerne, at jeg var forelsket. Men det var jo Jesus, jeg var forelsket i. En dag cyklede jeg hjem til mine forældre i Oksbøl på Als. Jeg sad på cyklen og sang lovsange. Lige pludselig var det, som om en indre stemme sagde til mig, at Guds ord var sandhed, den eneste sandhed, sandheden. Jeg vidste bare, at det var sandt. Noget senere opsøgte jeg præsteparret Stig og Rhoda Christensen. Jeg ville gerne have, at de bad for mig, så jeg måtte blive fyldt af Helligånden. Stig begyndte at fortælle om, hvad det ville sige at være fyldt med Helligånden, og mens han talte, forstod jeg, at det allerede var sket for mig. Men de fik alligevel lov til at bede for mig.

Fastede for at få svar

Christa ville gerne til Israel for at hjælpe gamle mennesker, som dengang ikke var så godt hjulpet af det offentlige i Israel.
Hun søgte en stilling som volontør hos Dansk-Jødisk Venskab, som var slået op i Udfordringen. Men der kom ikke noget svar. Hun besluttede derfor at faste, indtil der kom svar.

– Efter syv dage var det, som om jeg fik besked på, at nu kunne jeg godt begynde at tage mad til mig igen. Jeg spiste noget suppe, og da jeg havde spist tre mundfulde, ringede telefonen. Det var fra Dansk-Jødisk Venskab. De ville gerne sende mig til Israel, husker Christa.

Jerusalem i tre år

Hun arbejde nu i Jerusalem fra 1985-88. Hun havde kun bundet sig til halvandet år. Men kort efter ankomsten læste hun et ord i Jeremias’ Bog i Gamle Testamente, som ramte ind i hendes situation. Der stod om en konge, at han herskede i Jerusalem i tre år. Derfor forlængede Christa sin periode til tre år.

Da de tre år var gået, ønskede foreningen, at hun skulle fortsætte, og det samme gjorde kirken og plejehjemmet i Jerusalem, men Christa vidste med sig selv, at hun efter de tre år skulle hjem.

Sygeplejerske med et lille hus ved Dybbøl Banke

Her kom hun i arbejde på et plejehjem, hvor hun tidligere havde været ansat. Og en afdelingssygeplejerske opfordrede hende til at læse til sygeplejerske.

– Det gik jeg så i gang med på Sønderborg Sygehus. Og undervejs i uddannelsen købte jeg gammelt hus neden for Dybbøl Banke. Det var et sødt lille hvidkalket hus. Jeg sagde til alle, at dér skulle jeres bæres ud fra igen i en kiste. Dér ville jeg bo resten af mit liv. Jeg følte, at jeg havde fået huset af Gud, og jeg var så glad for at bo der. Når jeg havde råd til det, skyldtes det, at mine forældre fordelte noget af arven imellem os før tiden. Men min far forlangte at læse vedtægterne for Pinsekirken i Sønderborg, hvor jeg kom på det tidspunkt. Han ville være sikker på, at jeg ikke havde forpligtet mig til noget, så arven kunne gå tabt. Men der stod selvfølgelig ikke noget i vedtægterne om, at jeg hæftede for noget.

’Du skal møde Steen’

En af mine veninder havde fået en kæreste som 43-årig og var flyttet til Helsingør. Hun ville nu gerne have, at jeg mødte en ven til hendes mand, som gerne ville finde sig en kone. Men jeg afviste hende, for jeg troede ikke, at jeg skulle giftes. Jeg ville gerne finde én, men det skete bare ikke. Da jeg fyldte 40 år, sagde jeg til mig selv: Det er ikke meningen, at du skal have en mand. Men til sidst mødtes jeg dog med Steen, som han hed. Og han fortalte ret åbent om, hvad der var sket i hans liv. Jeg kunne godt mærke, at der var noget kemi imellem os. Men da han tog afsted, bøjede jeg knæ og bad til Gud, fordi jeg var bange for at komme ind i noget, der ville lede mig i en dårlig retning. Jeg bad meget alvorligt om at få et tegn fra Jesus på, at det var ok. Og så fik jeg et indre syn af Jesus, hvor han lagde hovedet tilbage og lo. Jeg følte, at han morede sig over min bekymring og glædede sig over det, der skulle komme til at ske. Så jeg følte pludselig en fuldkommen fred. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var det rigtige.

Gift året efter

– Jeg var dengang 44 år, og det er nu 20 år siden, at vi blev gift i marts året efter. Jeg satte mit lille hus til salg, og alle undrede sig. Afdelingssygeplejersken foreslog, at jeg bare lejede huset ud og søgte orlov. Men jeg var ikke i tvivl. Christa og Steen blev gift af Kurt Christensen i Evangeliekirken på Worsåevej i København, hvor Steen kom på det tidspunkt. Privat boede de i Fredensborg, og det gør de stadig. Og de er i mellemtiden skiftet til Evangelisk Frikirke i Humlebæk, som ligger tættere på.

– En ældre dame, som hed Mary, bad for, at jeg måtte finde en kone, fortæller Steen.

– Engang i marts det år sagde hun, at nu troede hun, at min kommende kone var der. Og i juli mødte jeg så Christa, fortæller Steen.

Undervist på lageret

Steen havde i mange år kæmpet med angst. Efter en arbejdsprøvning, som var gået godt, håbede han at beholde sit arbejde og blive ansat, men det ville arbejdsgiveren desværre ikke…

– Jeg var så ked af det, da jeg kom hjem i lejligheden. Og så gjorde jeg noget, som jeg ellers ikke gjorde. Jeg knælede ned og bad til Gud. Kort efter søgte jeg job hos Panda-Plast i Vordingborg. Selv om jeg ret åbent fortalte om mine svagheder, blev jeg ansat. Og jeg mødte en, der hed Filip, som skulle sætte mig ind i arbejdet. Det blev skelsættende, for han var troende og underviste mig om kristendom nede på sækkene i kælderen. Han inviterede mig også hjem, og jeg kom med i Kristent Fællesskab. Jeg var dengang 28 år, da jeg blev omvendt. Og det har bare taget fart lige siden, fortæller Steen med et smil.

Det hjælper at bede

– Det har altid berørt mig, hvordan tingene lykkedes, når man bad. Efter en tid hos Panda-Plast skiftede jeg til et job som underforvalter hos Aschehougs forlag i København. Jeg så den lange liste med ansøgere, og tænkte åh nej. Men alligevel fik jeg jobbet. Det var ret fantastisk. Det gik ikke så let med jobbet, men det var meget gavnligt for mig, for det var en rigtig hård plads, hvor jeg fik arbejdet meget med mit hovmod. Da jeg blev kristen, blev jeg klar over, at jeg havde nogle fejl, som jeg skulle arbejde med, smiler Steen. Når man bliver kristen, begynder der at ske en indre fornyelse af sind og tanker, som fortsætter livet igennem.

”I har iført jer det nye liv, som vokser og fornyes i takt med jeres forståelse af Gud, så I kommer til at ligne ham mere og mere,” står der i Kolosenserbrevet 3,10.

Christa og Steen fortryder ikke, at de tog imod Jesus Kristus i deres liv. Og de er taknemlige for, at der var nogle kristne på deres vej, som var åbne om deres egen tro, så andre kunne finde vejen.