Familier på praktisk missionstur til Letland

28 deltagere fra Danmark var i ferien på missionstur til Letland, hvor de gav en praktisk håndsrækning til et YWAM-familiecenter.

28 børn og voksne fra Danmark var i sommerferien på missionstur til Letland, hvor de gav en praktisk håndsrækning til et YWAM-familiecenter.

I 2015 købte YWAM Letlands familiearbejde et stykke jord og et center lidt udenfor Liepája med støtte fra bl.a. Danmark. Det tidligere efterspurgte fest- og feriested i smukke naturopgivelser var forfaldet en del. Stedet trængte til en kærlig, praktisk hånd for at nå sit fulde potentiale, og derfor mobiliserede YWAM Denmark en tur, som kombinerede ferie, mission og praktisk arbejde.

Inden turen i starten af juli var det lykkedes at indsamle 85.000 kr., og med disse midler blev der indkøbt byggematerialer og nødvendigt værktøj til ugen og fremtidige projekter.

Visionen for stedet ved Liepája er at bruge det til seminarer og lejre, at skabe gode rammer, hvor familier kan komme, søge genoprettelse, finde hinanden og finde Gud.

En af bygningerne på YWAM-centeret ved Liepája fik nyt tag.

Produktive deltagere

På centeret blev der i løbet af ugen malet og lagt nyt tag på krea- og pumpehuset. I andre bygninger blev der installeret ventiler på badeværelser, installeret el og sat indvendigt og udvendigt lys op, udført vvs-arbejde, udskiftet vinduer og en enkelt dør samt fældet 12 store træer.

Og lige som et lille sideprojekt blev der malet og installeret lamper og sat spejl op i den tidligere meget mørke gang i hovedbygningen.

Masser af fællesskab

Der var opgaver til alle.

Foruden arbejdsfælleskabet var der også sat tid af til andagter, lovsang, teambuilding, strandtur, volleyball og hygge omkring bål og måltiderne.

Turen var for alle aldre, lyder det fra Jenny Weber Jørgensen, som var med på turen og til daglig er medarbejder i YWAM Denmark:

– For alle kan lære noget nyt, både om man 50 eller 7, og vi har det mega-sjovt sammen allesammen, fortæller hun, da 14-årige Ester Bánkuti Østergaard fra Ringkøbing går rundt og stiller spørgsmål til en videorapport.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ester fanger også Regin Eriksen fra Herning, som var afsted sammen med sin kone, Karin, og to af deres børn, Camilla og Jannick. På spørgsmålet om, hvad der var det bedste ved turen, svarer han:

Regin Eriksen var med sammen med sin kone og to af deres børn.

– Det er superfedt at se familier arbejde sammen, børnene er med til at knokle sammen med forældrene – det giver sammenhold til familierne. Og så det der med, at vi er med til at se ud over os selv – vi tænker ikke på os selv, vi tænker på projektet, på at hjælpe dem (YWAM Letland, red.) videre. Vi gør alt, hvad vi kan, og vi gør det af hjertet – det er simpelthen så fedt – det er klasse!

At det har været en aktiv ferie med fællesskab og projekt i fokus, understreges af en udtalelse af en af de deltagende teenagere: ”Jeg har næsten ikke set på min telefon hele ugen, det er aldrig sket før!”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Første af mange?

– Håber dette er en af mange kommende ”Families with a Mission” teams. Jeg tror, vi fik skubbet en bold i gang, der vil fortsætte med at rulle, – så mon ikke vi gør det igen til næste år, siger Tove Poulsen fra YWAM, som var med til at virkeliggøre idéen om at kombinere ferie med mission for familier.

Vil man gerne holdes orienteret om fremtidige outreaches, kan man skrive en mail til: familieswithamission@ywam.dk