Nigeria: Fire børn og tre voksne dræbt

Central Mosque i Jos, Nigeria. Foto: El-siddeeq lame, Creative Commons

Under et angreb i Plateau State den 31. juli har gerningsmændene, som formodentlig er radikaliserede fulani-hyrder, dræbt syv kristne, heriblandt fire børn, skriver Morning Star News.

De dræbte var to familier, som blev angrebet i deres hjem, og de fire dræbte børn var mellem 5 og 16 år, oplyste en kristen ungdomsleder ved navn Rwang Tengwong i en pressemeddelelse. Han tilføjer, at en 40-årig mand og en 4 måneder gammel baby, som mistede sin hånd under angrebet, bliver behandlet på Vom Christian Hospital, som drives af Church of Christ In Nations (COCIN).

Dachung Bagos, der er politiker og repræsentant for Vom Christian Hospital, beskriver angrebet som ”bestialsk” og hævder, at myndighederne på forhånd havde haft kendskab til angrebsplanerne uden at gribe ind. ”Jeg er vred og rasende over de daglige drab i og udenfor min valgkreds,” udtalte han i en pressemeddelelse ifølge MSN.