Thy Pinsekirke fejrer 25 års jubilæum

19.-21. august er der fest på Tilstedvej 20 – og hele Tilsted, Thisted og Thy er inviteret til at deltage. Anledningen er, at Pinsekirken har været på adressen i 25 år.

Renovering og nyt navn

Kirkelokalerne har gennemgået en større makeover gennem de senere måneder, hvor mange frivillige har været i gang. Kirken er desuden gået fra at hedde Thisted Pinsekirke til Thy Pinsekirke. Det har været en naturlig ændring, da der kommer mennesker til kirken fra mange dele af Thy. Ønsket er, at jubilæumsfesten vil give hele Thy, Thisted og Tilsted mulighed for at få oplevelser og fællesskab, som vil blive husket med glæde.

Gratis aktiviteter

Omkring kirken kan man finde et gratis festligt område med hoppeborg, rodeo tyr, konkurrencer, kagemand og med mulighed for at købe slush-ice og popcorn. Der vil også være en grill, hvor man kan stille den lille eller store sult for billige penge. Mens børnene leger, kan de voksne hygge sig og få en snak i kirkens café, hvor der kan købes lækre varme drikke.

Program i kirkesalen

Inde i kirkesalen er der fredag aften to jubilæumsshows med Trylle-Andreas og Mika og Tobias, som i 2017 lærte hele Danmark sangen ’Ikke mere mælk’. På Youtube har sangen mere end 13 mio. visninger! (Billetpris voksne 60 kr., børn 40 kr.) Vlado Lentz fra Kanal 5’s populære program ’Politijagt’ holder lørdag middag foredraget ’Goddag, det er færdselspolitiet’, og tilhørerne vil blive taget med på en rejse gennem hans arbejdsdag. (Billetpris 70 kr.)

Om eftermiddagen vil den kendte meteorolog fra TV, Mikael Jarnvig, holde foredraget ’Hallo. Hvad sker der for klimaet?’.
Den populære klimaekspert har arbejdet med vind og vejr siden 1976, så foredraget er en god anledning til at blive klogere på klimaet. (Billetpris 70 kr.)

Søndag slutter jubilæumsfejringen med en festgudstjeneste, hvor Iversen Band vil stå for musikken. Gudstjenesten er gratis.