Spejderchef brænder for børn, unge og udeliv

Torben Rasmussen har været lærer på Vejlefjordskolen, hvor han har undervist i outdoor-liv.

SABUS, som hører under adventistkirken, har ansat Torben Rasmussen som ny spejderchef. Han bliver også organisationskonsulent for foreningens øvrige børne- og ungdomsarbejde.

Torben Rasmussens rolle bliver hovedsageligt at styrke spejderarbejdet ved at stå for ledertræning, sparring og den store spejderlejr hver sommer.

Skal støtte lokale tropper

Han kommer dermed til at skabe de overordnede rammer og de spændende ture, der ligger over det lokale arbejde. Samtidig vil han understøtte de lokale spejdertroppe i deres tiltag og aktiviteter. Giver man Torben Rasmussen en guitar i hånden og placerer ham midt i naturen, får han hurtigt startet både bål og sang.

Han har været spejder hele sit liv og kommer fra en stilling som lærer på Vejlefjordskolen, hvor han har undervist i outdoor-livet.

Evner at motivere børn og unge

Om den nye spejderchef siger Adventistkirkens kommunikationschef, Peter Larsen: – Torben er en dygtig organisator og er vant til at have med børn og unge at gøre. Han ved, hvad der skal til for at motivere dem.

Og så er han som både musiker og outdoor entusiast helt klart den, der vil gå forrest i at få fællesskaberne ude i landet til at vokse. Jeg kan ikke forestille mig en bedre person til opgaven.