Ny missionær til Grønland

Sømandsmissionen og Blå Kors har sammen ansat Henriette Kiilerich til diakonalt arbejde i Sisimiut.

Henriette Kiilerich Mikkelsen

28-årige Henriette Kiilerich Mikkelsen fra Herning er ny sømandsmissionær i Sisimiut fra 1. oktober, hvor hun skal står for havnebesøg samt være trivselsmedarbejder og ressourceperson for de danske unge, der arbejder ud fra sømandshjemmet.

Arbejdet i Sisimiut er en fælles ansættelse mellem Sømandsmissionen og Blå Kors. Derfor er det også meningen, at Henriette Kiilerich som diakonimedarbejder skal kickstarte Blå Kors’ arbejde i byen.

Første besøg i Grønland

”Det bliver vildt spændende at arbejde sammen med de frivillige. Netop det at arbejde med frivillige har jeg en bred erfaring i.
Selv om jeg både elsker at undervise og holder meget af mine elever, så skal jeg prøve dette job af,” siger Henriette, som aldrig har været i Grønland før.

– Jeg vil gerne blive en del af lokalsamfundet og glæder mig til at lære af grønlænderne. Jeg ved jo, sproget er svært, men jeg kan måske starte med nogle gloser og så få hjælp, når der er en sprogbarriere. Jeg vil gerne gøre mit bedste, tilføjer hun.

Mange samtaler med Gud

På spørgsmålet om, hvorfor hun skal være sømandsmissionær, siger hun:

– Jeg har haft mange samtaler med Gud om det her. Jeg har bedt over det og tror på, at Gud går med. Min kristentro har fyldt i hele mit liv, hvor jeg er kommet i kirke og missionshus og som ung og voksen har lagt mange af mine frivillige kræfter netop der. Troen er mit fundament, og den, synes jeg, er vigtig at dele med andre i et fællesskab. Det kan jeg for eksempel sammen med volontørerne på sømandshjemmet, som er en kristen arbejdsplads, og i en snak med en sømand.

Henriette er uddannet lærer og har arbejdet på Midtjyllands Kristne Friskole de seneste tre år. I sin fritid har hun i en årrække stået for meget børne- og teenarbejde, fx på Hjallerup Bibelcamping, og sommerlejre i Blå Kors, hvor hun også er medlem af hovedbestyrelsen.