Smeden fra Hedensted, der blev socialattaché, rebel og folkekær præst

Nekrolog: En markant, hjertevarm og uforfærdet skikkelse i dansk kirkeliv har fået fred. Pastor emeritus Jens Arne Skjøtt – af generationer af volontører, sognebørn og venner slet og ret kendt og elsket som JAS – sov ind lørdag den 17. oktober efter de senere år at have levet med demens og for nylig også kræft. Han blev 81 år.

JAS lignede aldrig den stereotype embedsmand i Folkekirken. Han blev født i Nejede ved Arresø på Nordsjælland. I Jens Arnes tidlige barndom flyttede familien til Hedensted, hvor han blev udlært maskinarbejder. Akademikere var der ingen af i slægten. Men under et håndboldlederkursus i KFUM skete der noget uventet: Før kampene holdt man andagt ude på græsbanerne. Dér – midt på en håndboldbane – blev han ramt af Helligånden, og troen blev lyslevende og personlig.

Kort efter kom en flok ældre kvinder hen til hans mor i Hedensted og fortalte, at de havde hørt, at hendes søn ville læse til præst. Hverken Jens Arne eller moderen kendte kvinderne, og tanken lød dengang helt absurd for en ung smedesvend. Men tanken slog rod. I 1968 tog han mod til sig og startede på Rønde Studenterkursus for at hente adgangsbilletten til universitetet. Her mødte han Bodil.

De kom fra vidt forskellige kår og var som nat og dag: Bodil fra Lunderskov med skarpt intellekt og utålmodig handlekraft; Jens Arne med et roligt temperament, grønne fingre og en uimodståelig trang til at falde i snak med alle over havehækken eller ved køledisken. Helt utraditionelt blev de viet 12. august i 1972 midt i en KFS-lejr i Uppsala. De gik i gang med teologistudiet i Aarhus og Menighedsfakultetet (MF) og blev portnerpar på MF.

Undervejs blev de rejseledere for Tjæreborg i Israel, og det lagde kimen til et livslangt engagement i Det Hellige Land. JAS blev cand.theol. i 1981 og ordineret.

Fra junglen til Jerusalem

Egentlig ville Jens Arne bare være dansk sognepræst. Men som han selv sagde det: ”Folk har hele tiden prikket os på skuldrene.” Og når Gud trak ham ud af komfortzonen, lød hans faste overbevisning: ”Hvis man aldrig tør træde ud, så forstener man.” Gennem KFS i Aarhus mødte de kaldet til mission, og i 1981 rejste den unge familie 300 kilometer ind i Liberias regnskov til junglelandsbyen Wozi.

Med en treårig dreng og et spædbarn på to måneder var de udsendt af Dansk Ethioper Mission (nu Promissio). I otte år levede de i et landskab, som ifølge JAS var ”som taget ud af National Geographic”. De kørte på motorcykel ud ad junglestierne for at dele evangeliet. I 1989 rykkede familien videre til Mellemøsten, hvor Jens Arne blev præst for Den Danske Kirke i Jerusalem og Jaffo under Israelsmissionen, mens Bodil arbejdede ved Caspari Centeret. Her kom deres tredje søn til verden.

Under Golfkrigen i 1991 hylede sirenerne, mens Saddam Husseins Scud-missiler fløj ind over landet. JAS kørte rundt og hjalp nødstedte danskere. Da en gruppe diplomater efter krigen opdagede, at præsten ingen officiel status havde, fik den danske ambassade i Tel Aviv ham udnævnt til socialattaché. Fra da af kørte familien på blå diplomatplader – en uvurderlig fordel, der gav frit lejde gennem checkpoints og ind i urolige palæstinensiske områder på Vestbredden, hvor andre måtte give op.

En rebel i Guds rige

JAS var en rebel for Vorherre. Bureaukrati og stive regler var ikke hans stærke side. Da han manglede en præstepraktikant, slog han simpelthen en seddel op på MF i Aarhus uden at spørge Israelsmissionens ledelse om lov. Den praktikant blev mig. I 1996 kom jeg i lære ”ved hans fødder” i Den Danske Kirke i Jerusalem. Det møde fik en livsforandrende betydning for mig. I Jerusalem åbnede Jens Arne et nyt verdens- og kirkesyn:

Den åbne, inkluderende og evangeliserende menighed, hvor enhver – uanset teologisk ståsted eller kirkelig baggrund – blev mødt i øjenhøjde, følte sig elsket og taget i brug. Når der var gudstjeneste i Korsfarerkapellet i Jerusalems gamle bydel, stod vi med JAS i kirkedøren og udfordrede de fremmødte til at læse en tekst, bede en bøn, synge i koret eller dele nadver ud. Havde jeg hentet unge på vej til kibbutz, og vi tilfældigt mødte JAS på gaden med baseballkasket og sit store smil, gik der sjældent 30 sekunder, før de unge indså, at de selvfølgelig skulle i kirke på lørdag.

Han forstod at møde mennesket, dér hvor det var. Der blev grinet højt og fortalt vældige historier. Måske passede hver en detalje ikke altid på millimeteren, men pointerne blev spidset til, så evangeliet og menneskeskæbnerne på begge sider af checkpoints stod knivskarpt. Han åbnede vores hjerter for både jesustroende jøder og kristne palæstinensere. Bag det uformelle lune var han altid velforberedt.

Som mentor mødte han os med en enorm tillid. Vores nådegaver skulle i spil – uanset om det gjaldt musikken, som han elskede, eller prædikestolen. Han vejledte kærligt, når vi blev for firkantede i vores teologi, og han lod os prøve veje af, hvor han måske godt anede, at vi ville snuble. Men han bakkede os altid op.

Trodsede systemet

I 1999 ville Jens Arne hjem til sit oprindelige kald som dansk sognepræst. Men efter 18 år i udlandet passede han ikke ind i ”den folkekirkelige kasse”. Det gjorde menighedsrådet i Ølsted ved Horsens heldigvis heller ikke. Trætte af embedsværkets nøl trodsede menighedsrådet biskop, præsteforening og ministerium med et opsigtsvækkende stillingsopslag i Kristeligt Dagblad: De søgte en præst, der ”kunne gå ind i folk med træsko og give menigheden et åndeligt spark”.

I Jerusalem læste JAS annoncen, og menighedsrådet valgte ham enstemmigt. Det blev et brag af et match. Bag præstegården fik han bygget en hockeybane til byens unge, og selvom han som udgangspunkt ”ikke havde forstand på den verden”, stiftede han Ølsted Gospel Singers, der hurtigt samlede 60 sangere fra hele egnen. Kirken blev fyldt i en grad, så kirketjeneren måtte hasteindkøbe ekstra alterbægre. Folk fik præcis det, opslaget lovede: en sjælesørger uden prædikestolsnykker, der talte direkte til det levede liv.

Afghanistan og Hongkong

Da han i 2010 lod sig pensionere, kunne han ikke sidde stille hjemme i parcelhuset i Tilst. Man kunne finde ham i det lokale fitnesscenter, hvor han nok brugte mere tid på at tale med folk om Jesus i caféen, end han brugte på maskinerne. Da rastløsheden meldte sig, lagde han haven om, så Bodil havde mindst muligt at luge, når hun rejste ud – og fordi han selv drog til Helmand-provinsen i Afghanistan i 2012. Sammen med politimanden Karl Erik blev han soldaterhjemsleder for KFUMs Soldatermission i Camp Bastion og MOB Price.

Da Jens Arne fyldte 75 og Bodil 70 i sensommeren 2020, pakkede de endnu en gang kufferterne og rejste til Hongkong som seniorvolontører for Areopagos på Tao Fong Shan-centeret for at lede andagter og samtaler om tro og eksistens. Hjemme i Aarhus kastede han sine sidste kræfter ind i Skjoldhøj Kirkes café og mandeklub, i IM-fællesskabet Stjernen i Skejby og i Mission Afrikas genbrugsbutik i Tilst, indtil demensen satte sine grænser.

Jens Arne Skjøtt stod urokkeligt fast på begge ben, uanset hvor i verden han befandt sig. Han levede det evangelium, han forkyndte. For ham måtte troen aldrig forstene til kolde dogmer eller skrivebordsteologi. Den skulle mærkes, leves og deles. Vores varmeste tanker og dybeste medfølelse går til Bodil, parrets tre sønner, Nicolai, Christoffer og Stephan, svigerdøtrene og de syv børnebørn.

Tak for dit smittende mod, dit befriende frisind og dit store præstehjerte, Jens Arne. Og tak, fordi du skubbede kærligt til os, præcis når vi trængte til det. Du gjorde vores gudsbillede større. Må Gud oprejse dig til sin herlighed, så vi en dag kan fortsætte snakken og glæden over nåden på Sommerengen. Æret være Jens Arne Skjøtts minde.