Energisk fri- og folkekirkepræst er død

Den 58-årige sognepræst Torbjörn Hilding Ole Stålander døde lørdag 4. februar om morgenen efter et svært sygdomsforløb med spiserørskræft.

Hans ligefremme væsen havde én stor vision: At fylde himlen, ligesom han selv havde en stærk overbevisning om at komme hjem til Jesus, fordi han stolede på Guds nåde. Torbjörn var fra Nordborg på Als, født i Vesterås i Sverige 28. januar 1965, fordi hans far er svensk.

Familien blev ramt af det karismatiske hos Stig Christensen i Mariæ Kirke i Sønderborg, og Torbjörn kom på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing som 2. årgang. Så skulle han i militæret, men han ville gerne tjene Gud og var optaget af, hvem Jesus tiltrak. Torbjörn ville hjælpe narkomaner og alkoholikere og tog i stedet for militæret til behandlingshjemmet Quo Vadis i Kolding.

Autentisk omsorg

– Jeg lærte Torbjörn Stålander at kende som medarbejder i Quo Vadis i 1984, fortæller Lars Mollerup Degn, seniorrådgiver i Areopagos.

– Torbjörn var en fantastisk ven og kollega, fuld af energi, kreativitet og humor, samtidig med at han havde stor og autentisk omsorg for mennesker omkring ham. Det var godt og inspirerende at arbejde sammen med ham.

Selvom kræften huserede i kroppen,
mødte han på dette års SommerOase formanden
for det Lutherske Verdensforbund ærkebiskop Musa Panti Filibus,
og han havde noget vigtigt at fortælle ham:
– Vi skal huske vores forkyndelsesansvar om himlen!

– Torbjörn har bragt glæde, trøst, opmuntring og inspiration til mange, fortæller Lars Mollerup Degn.

Fra Betlehem til folkekirke

Men det ville blive en udfordring som familiefar at arbejde med narkomaner, så da Torbjörn Stålander som 18-årig møder sognepræst Helge Pahus på en sommerlejr i Asserballeskov, sagde han: ”Sådan vil jeg også være præst”, og han begyndte at læse teologi i hovedstaden.

I studieårene voksede han i Karlslunde Strandkirke ved Køge, hvor han også blev bisat fra i torsdags. Torbjörn blev cand.theol. fra Københavns Universitet i 1993, men allerede året inden virkede han som præst i Frikirken ”Betlehem” (Vanløse frikirke). Det blev til 11 år i Betlehem, inden han blev post 1½ år, og i 2006 kom han til Boholte Sogn som sognepræst tæt på Strandkirken.

Ustyrlig gadedreng berørt af Himlen

– Torbjörn mødte mennesker med varme og nærvær, indsigt og direkte humor. Selv fortravlede plejepersonaler lyste op, når han hilste dem på hospitalsstuen med sin helt særlige evne til at se og værdsætte mennesket bag uniformen. For han var et gavmildt menneske, skriver en ven.
Han var konstant optaget af Guds Nåde og fik folk til at føle sig elsket af Gud. Uanset hvem han mødte, mødte de Guds nåde, for som Torbjörn sagde: ”Der er ikke andre end Gud, der skal dømme os”.

Torbjörn Stålander var fra 2007 og nogle år frem tillidsrepræsentant i Præsteforeningen. Efter mange års kamp i sit eget sogn med et, jf. biskoppens udsagn, udfordrende menighedsråd, forflyttede biskoppen både ham og de andre præster i sognet i 2020 pga. det dårlige arbejdsmiljø, menighedsrådet befordrede. I stedet brugte biskoppen Torbjörns kompetencer som vikar i andre sogne i Roskilde stift.

– Han var altid særligt berørt, når han talte om ”de mange boliger” i himlen, og hvor skønt det var at tænke på, at Gud havde forberedt plads til os, fortæller en kollega.

– Og så var han altid glad for lovsangen ”Hvem vil gi’ sit liv for en som mig?”. Han hvilede i og var taknemmelig for, at det ville Jesus!

Skilt, men ikke fra Gud

Torbjörn havde nogle gange svært ved at finde sin plads i kirkelivet efter sine to skilsmisser. Men han glædede sig over at gøre en forskel for mennesker, der normalt ikke sled på kirkebænken. Han holdt mange konfirmandlejre, hvor han med sit ligefremme væsen gjorde indtryk på konfirmanderne, der beskriver ham som en ”bonus-far”:

– Han var ikke bange for at sige sin mening og havde en passion for, at vi også måtte tro på Jesus. En anden fra sognet skrev:

– Torbjörn mødte os mennesker ”udenfor kirkens liv” med et jordnært nærvær. Han imponerede ved – selv i sin egen smerte og lidelse – at vise omsorg og var præst til det sidste. Selvom kræften huserede i kroppen, mødte han på dette års SommerOase formanden for det Lutherske Verdensforbund ærkebiskop Musa Panti Filibus, og han havde noget vigtigt at fortælle ham: ”Vi skal huske vores forkyndelsesansvar om himlen!”

Han fik pigerne Astrid og Lærke og sov stille ind med sin hustru Britt ved sin side lørdag morgen med vished om, at han skulle til fest hos Vorherre. Den sidste nat inden han udåndede, sang han i vildelse: ”Og når vi kommer hjem til fest. Hurra hurra hurra.”