Få fokus tilbage på Jesus

Anne Manning. PA for redaktøren

Har du nogensinde lagt mærke til, at den velkendte julescene havde ét midtpunkt … Jesusbarnet?

Maria og Josef, hyrderne og endda alle dyrene i julehistorien er alle fokuseret på barnet i krybben. Efterhånden som julehistorien har udviklet sig, er fokus skiftet mod andre ting: Juletræet, gaverne, måltidet, pynten. Og nu er det næsten, som om det stakkels Jesusbarn er helt alene i centrum, mens alt og alle er vendt væk fra Ham.

Denne jul er en anledning til at stille os selv spørgsmålet: Hvor er mit fokus? Er jeg så opslugt af indkøb og pakning, madlavning og bagning, at arrangere og invitere, at jeg har mistet fokus på, hvem julen handler om? Vi ved, at Jesus ikke længere er et barn i en krybbe. Men det er stadig vigtigt, at han forbliver i fokus for vores julefejring. Hvis det ikke var for ham, ville vi slet ikke have jul.

Lad os holde denne jul på en anderledes måde ved at fokusere lidt mere på Jesus, end vi måske har gjort. Lad os tænke på, hvordan han levede og døde, alt sammen fordi han elsker os. Han gav os sin kærlighedsgave. Så lad os i denne jul prøve at give denne vidunderlige kærlighedsgave videre til nogen, som har behov.

Tænk på en person uden for din familie- eller vennekreds. Vi fokuserer så meget på familien i julen. Men hvad med dem, der ikke har nogen at være sammen med i julen? Hvorfor ikke træde ud af vores komfortzone og invitere nogen, der er alene, til vores julesammenkomst?

Planlæg en speciel gave til denne person, få dem til at føle sig som en del af din familie. Giv dem noget at glæde sig over og huske resten af deres liv.

Kunne det være, at det var det, Jesus mente, da han sagde: Da jeg var sulten, gav du mig at spise, da jeg var fremmed, tog du mig ind. Eller da han sagde: Hvad du end gør mod de mindste af mine brødre, det gør du mod mig.
Når vi viser kærlighed til de ensomme, viser vi faktisk kærlighed til Jesus og gør ham til fokus for vores julefejring.

Lad os denne jul holde vores fokus på Jesus og gøre julen meningsfuld og mindeværdig for nogen. Oplev, hvordan det bringer mere lykke, når vi fokuserer på Jesus. Som man siger: Julen begynder med Jesus. Han er årsagen. Gør det til virkelighed ved at fokusere på ham!