– Jeg kan ikke leve uden min ugentlige Udfordringen!

Grethe trodser bankens anbefaling:

Grethe Sørensen fra Varde har holdt Udfordringen helt siden starten for 50 år siden.

84-årige Grethe Sørensen ringede til Udfordringen til jul og sagde bekymret: Jeg håber ikke, at I har slettet mit abonnement på Udfordringen, for jeg kan ikke leve uden min ugentlige Udfordringen.

Hun fik at vide, at avisen ikke udkom i den uge, fordi det var jul. Hun blev lettet, men fortsatte: ”Abonnementet stod i min mand Tages navn. Han døde i april sidste år, og midt i december kaldte min bank mig til samtale om min økonomi.

I banken sagde de til mig, at jeg skulle opsige alle de abonnementer, som jeg kunne ”leve uden”. For nylig gennemgik banken så min økonomi igen, og de mente, at jeg godt kunne undvære Udfordringen, så den ville de opsige. Så jeg var ked af det, da jeg gik hjem fra banken,” fortæller Grethe Sørensen.

Favorit-avis i 50 år

”Da jeg kom hjem fra banken, var jeg stadig bare så ked af det. Jeg har i mange år læst Udfordringen hver uge og holdt den siden starten af 1970’erne, og jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle undvære den. Næste dag ringede jeg til banken og bad dem om ikke at slette mit abonnement. Jeg fortalte dem, at Udfordringen er for stor en del af mit liv til at undvære den for at spare.

Damen i banken sagde, at hun ville trække det tilbage, så jeg kunne fortsætte med at modtage min favorit-ugeavis. Det var en kæmpe lettelse. Men da avisen ikke var i min postkasse i lørdags, som den plejer, ville jeg lige ringe og tjekke,” siger Grethe Sørensen.

Giver avisen videre

”Jo ældre jeg bliver, og jo mindre jeg kan komme ud, desto vigtigere er Udfordringen blevet for mig”, fortæller Grethe. ”At læse avisen er en daglig opmuntring og velsignelse og holder mig opdateret på, hvad der foregår i den kristne verden i Danmark og rundt omkring i verden. Efter at have læst den om og om igen, giver jeg den videre til en anden i stedet for at smide den væk. Så hvert eksemplar af Udfordringen kommer vidt omkring, ikke kun til gavn for mig, men andre efter mig. Jeg er så glad for den,” slutter Grethe.