Mette Frederiksen i sin nytårstale: Jeg var i kirke og sang ’Dejlig er jorden’

I sin nytårstale i TV den 1. januar nævnte statsminister Mette Frederiksen blandt alle de politiske sager også, at hun havde været i kirke i adventstiden. Måske var det et signal om, at denne regering fastholder, at ”Danmark er et kristent land”.

”Efter de mange ugers regeringsforhandlinger tog jeg en pause. Til refleksion og for at synge julen ind,” sagde Mette Frederiksen. ”Den fjerde søndag i advent. I Vor Frelsers Kirke i København sang vi ”Dejlig er jorden”. Min yndlings-julesalme. Det var en kold dag. Vi skuttede os på træbænkene i det smukke, gamle kirkerum. Men vi fik luft på stemmerne og varme i hjerterne, og ordene stod så klart:

”Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!”

Ingemanns budskab om fred har sjældent været mere påtrængende,” sagde statsministeren. I begyndelsen af talen sagde hun: ”Jeg vil tale om vores fælles og vidunderlige Danmark. Et land, der i geografi er så småt. Men i evner, værdier og muligheder så stort.” I slutningen af talen gav hun sin opbakning til kongehuset:

”I år er det også 50 år siden, at vores majestæt blev dronning. Jeg glæder mig personligt over danskernes store opbakning til kongehuset. Vi har en dronning, der – med sit vid, sit udsyn og sin kærlighed til hele rigsfællesskabet – samler os på tværs af generationer og geografi. Minder os om vores historie. Sætter Danmark i perspektiv. Tillykke til vores allesammens Dronning Margrethe,” sagde statsministeren.