Open Doors USA får nyt navn

Open Doors USA har forladt Open Doors International og hedder fra årsskiftet Global Christian Relief. Det skriver Religion News Service.

Den nye organisation, Global Christian Relief, udsendte nyheden på Twitter nytårsdag.

”Vi starter 2023 med et nyt navn, Global Christian Relief (GCR),” hedder det i tweetet.

Videre står der: ”Vi udvider vores vision om at hjælpe de mange millioner af forfulgte troende, så de kan være et lys for evangeliet i deres lokalsamfund og fremme missionen til verdens ende.”
På hjemmesiden skriver Global Christian Relief, som beholder hele bestyrelsen fra Open Doors og den tidligere CEO, David Curry, at de vil skabe verdens største netværk for forfulgte kristne.

”Vi har brug for en større vision for at mobilisere dedikerede kristne til at støtte vor forfulgte familie på nye og livsforvandlende måder, som vil udbrede Guds Rige gennem de næste 50 år,” hedder det på hjemmesiden som begrundelse for navneændringen. I en udtalelse fra Open Doors hedder det, at man fortsat vil opretholde sin tilstedeværelse i USA, hvor Lisa Pearce bliver konstitueret CEO.

Open Doors blev grundlagt i 1955 og findes nu i over 70 lande. Grundlæggeren, Broder Andreas, døde i september. Open Doors Int. vil fortsat udarbejde sin store årlige rapport World Watch List (Verdensranglisten), som beskriver de 50 lande, hvor kristne forfølges mest. Den 30. verdensrangliste vil blive offentliggjort den 18. januar 2023.