Præstepar redder 154 under livsfarlig snestorm

Der kom uventede julegæster til kirken Spirit of Truth Urban Ministry i Buffalo.

Præsteparret Vivian og Al Robinson fra Buffalo havde købt ind til julefejring med deres ni børn. Men pludselig var der 154 personer, som søgte ly i kirken under en voldsom snestorm…

Præsteparret Al og Vivian Robinson fra Buffalo hyldes som superhelte, fordi de reddede over 150 mennesker, da ”århundredets snestorm” ramte USA i juleugen.

Al og Vivian, der er præster i menigheden Spirit of Truth Urban Ministry i Buffalo, valgte at give husly til de mange mennesker, der ellers risikerede at dø under snestormen og strømafbrydelsen i juledagene. De endte derfor med at indkvartere ikke færre end 154 uventede gæster i kirken, skriver CBN News.

Kun lys i kirken

Præsteparret havde ellers forventet en mere traditionel og fredelig juleferie sammen med deres ni børn. Men så kom den voldsomme snestorm, og de blev klar over, at kirken var det eneste sted i lokalområdet, der stadig havde elektricitet.

“Jeg spurgte min kone: Hvorfor tror du, Gud har givet os strøm, når de andre ikke har det? Hvorfor valgte Han lige os?” fortæller Al Robinson i et interview med NewsNation. “Men fem timer senere forstod jeg præcis, hvorfor vores kirke stadig havde strøm.”

Risiko for at fryse ihjel

“Vi sprang til for at hjælpe, og det lykkedes os at få bragt 154 personer ind i kirken, så de ikke frøs ihjel,” fortalte Al Robinson til CNN. Desværre var der mange andre mennesker, som døde i Buffalo under snestormen. Snedriverne var 3-4 meter høje, og det var iskoldt, da præsteparret gik i gang med redningsarbejdet. Al fortæller, at man ikke kunne køre i bil, og at kulden på grund af stormen gik gennem marv og ben. Al og Vivian begyndte at skrive på Facebook, at kirken var åben for folk i området. Samtidig begyndte de at ringe rundt til venner og naboer for at høre, hvordan det gik hos dem. Og så begyndte det at vælte ind med folk. “Først kom der måske 10 personer, to store familier.Så blev det til 30, så 60 …jeg holdt op med at tælle, da der var 128, men det fortsatte helt til 154,” fortæller Al Robinson.

“Vi havde folk, som sov over det hele i kirken, fordi vi var de eneste, der havde strøm.” En ven af præsteparret startede sin snescooter for at redde folk ind i kirken. Han hjalp dem også med at få fat på deres katte, hunde og andre vigtige ejendele.

Mad og senge til alle

Heldigvis havde Al og Vivian købt ind til to ugers forbrug for 11 personer i juleferien. Og disse forsyningen hjalp med at bespise de mange uventede gæster. Men det mest fantastiske var nok, at præsterne lige havde solgt et behandlingshjem for at starte noget større.

I mellemtiden havde de masser af sengetøj og madrasser, som de mange kuldeflygtninge kunne nyde godt af. Dermed kunne Al og Vivian sørge godt for alle de nødstedte. “Vi havde ikke lige forventet alt dette kaos. Men Gud vidste på forhånd, hvad der ville ske. Han havde allerede sørget for forsyninger, før nogen vidste, at der var et behov,” forklarede Al til Today.com.


Artiklen fortsætter efter annoncen: