22-årig militærpræst dræbt i Ukraine

”Jeg går til himlen.” Det var pinsepræsten Yaroslav Pavenkos sidste ord, før han døde på hospitalet.

Pinsepræsten Yaroslav Pavenko, der gjorde frivillig tjeneste blandt Ukraines soldater i Donetsk-regionen, blev sidste onsdag dræbt af en russisk raket.

Yaroslav Pavenko havde arbejdet sammen med sine brødre, Volodomyr og Artur, som også er feltpræster. Artur holdt om sin sårede bror på vej til hospitalet og bad sammen med ham, før han døde. ”Jeg går til himlen,” lød Yaroslavs sidste ord ifølge feltpræsternes ukrainsk-ortodokse koordinator.

”Kristi stridsmand nedlagde våbnene,” skrev vicegeneralsekretær i Ukraines Bibelselskab, Anatoliy Raichynets. “Han gik bort for at møde Ham, som han elskede og tjente trofast indtil sit sidste åndedræt.”

Frivillig som 14-årig

Yaroslav Pavenko blev frivillig feltpræst allerede som 14-årig, efter at russisk-støttede separatister med masker og maskingeværer havde bortført fire mænd, inklusive to af Yaroslavs brødre, fra hans fars kirke. Millitsen havde i 2014 taget kontrol over Luhansk og Donetsk-regionerne og erklæret dem uafhængige fra Ukraine.

Separatisterne, som kaldte sig Den Russisk-Ortodokse Hær, gik tilsyneladende målrettet efter protestantiske kirker. Ifølge Christianity Today blev alle de fire bortførte både tortureret og dræbt af separatisterne. Yaroslavs far fastslog dengang, at fjenderne havde gjort ham fortræd, men menigheden skulle huske at elske dem og bede for dem. Og snart gik også Yaroslav ind i tjenesten som præst ved fronten.

Yaroslav Pavenko efterlader sig sin far, sin hustru og deres lille datter samt brødrene, som forsat gør tjeneste som feltpræster for de ukrainske soldater, skriver Christianity Today.