Kristkirken samler ind til Syrien

Natali Zrawdex fortalte om et tidligere indsamlingsprojekt ved en gudstjeneste i Kristkirken i Kolding i starten af januar.

Efter jordskælvet har mange i Syrien mistet alt, hvad de ejer, og adskillige har søgt tilflugt i kirkerne.

Menigheden i Kristkirken i Kolding indledte lige efter nytår en halvårs-indsamling til det kristne børne- og ungdomsarbejde i Aleppo. Pengene skulle have været brugt på bl.a. skoletasker, men på grund af jordskælvet går hele indsamlingen nu til at hjælpe jordskælvsofrene i Aleppo.

Pengene vil stadig blive sendt til den ortodokse kristne ungdomsbevægelse, fordi de er involveret i hjælpearbejdet og vil sørge for, at flest muligt får hjælp, skriver kirken på hjemmesiden. Kristkirken har kontakt til projektet via familien Zrawdex, som var en del af menighedsarbejdet i Aleppo, indtil de for syv år siden flygtede til Danmark på grund af borgerkrigen. Siden har de været en del af menigheden i Kristkirken.