Annettes operation blev aflyst, da hun lå på operationsbordet

”Du kan godt stige ned fra operationsbordet. Jeg finder ingen tarmkræft her! Jeg kan ikke forklare dette her – men du må gerne ta’ hjem.”

Sådan sagde lægen til Annette Foss, da hun lå på operationsbordet – klar til en operation for alvorlig tarmkræft. Men efter en kikkertundersøgelse (koloskopi) den 31. januar 2023 på Herlev Hospital kunne man observere, at alt var normalt. Der var ikke brug for den mindste behandling… selv om man kort før havde indstillet hende til operation. Og der var IKKE tale om nogen lægefejl.

Annette Foss er på vej mod de 70 år, og hun har her på det sidste oplevet en bemærkelsesværdig helbredelse. Hun fortæller:

– Hvad lægen ikke vidste var, at jeg søndagen forinden, den 29. januar, gik frem til forbøn i den lille pinsemenighed Nyt Håb i Valby, som jeg tilhører. Pastor Bjarne Kjær sammenkaldte ’de ældste’, som salvede mig med olie og bad for mig. Man havde gennem nogen tid bedt for mit helbred, for jeg havde fortalt, at jeg følte mig ’rigtig skidt tilpas’, og at mine ’hæmoglobin-prøver’ (undersøgelse for blod i afføringen, hvoraf den sidste var taget kun ti dage forinden) var på et urovækkende højt tal. Normalt ville jeg være på en talværdi omkring de 35. Normalområdet ligger maksimalt på 99 ug/l – men her var det steget til det alarmerende 493!

Skuffelse over udebleven helbredelse

Præsten i menigheden, Bjarne Kjær bekræfter og supplerer med flere oplysninger.

– Annette Foss fortalte os, at hun havde fået brystkræft. Nu havde vi lige oplevet et par fysiske mirakler, så med begejstring bad vi, opfyldte af tro, om guddommelig helbredelse. Annette bad selv med stor tro lige til den sidste dag og havde en forventning om guddommelig helbredelse. Men hun blev ikke helbredt. Hun blev opereret, og hun fortalte, at man var nødt til at skrabe helt ind i hendes brystmuskel for at få så meget af kræften væk som muligt. Jeg var meget betænkelig, da hun sagde det. Vi var overbeviste om et kommende mirakel, så vi blev kede af udeblivelsen, indrømmer pastor Bjarne Kjær.

Ny planlagt operation

– En uges tid efter kom hun og fortalte os, at hun nu skulle ind til en ”operation/kikkertundersøgelse for tarmkræft”. Man havde konstateret, at hun led af et voldsomt stort blodtab i hendes tarmsystem. Hun fortalte om det foran forsamlingen. Hun sagde, at hun ikke vidste, om det var brystkræften, der havde spredt sig eller om det var en ny kræft, der var opstået… Jeg oplevede det, som om hun stod der og oplyste os om sin dødsattest. Jeg var noget fortvivlet og tænkte: Hvad skal vi gøre? Det lykkedes ikke med vores første bøn, og nu skulle hun ind på sygehuset igen.

Salvet med olie

– Mine øjne faldt på min bibel, og straks tænkte jeg på Jakobs brev. Jeg slog op i kapitel 5, vers 14, og læste: ”Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie. Så vil troens bøn frelse den syge, og Herren skal rejse ham fra sygelejet, og har han begået synder, skal det tilgives ham. Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt; en retfærdigs bøn har en mægtig virkende kraft…” (Jakobs brev 5:14-17). Vi bad Annette og en ældste om at komme op. Annette bekendte både om kendte og ukendte synder i sit liv, og vi salvede hende. Mens hele forsamlingen rejste sig op med oprakte hænder, bad vi alle til Gud. Dette var et utroligt øjeblik, og vi oplevede Herrens stærke nærvær.

Som en varm strøm

Annette gik ned og satte sig, hun fortalte efterfølgende, at hun havde mærket en varm strøm gennem kroppen.

– Jeg mærkede ganske tydeligt ligesom en varm strøm, der gik gennem den øverste del af min mave. Det var særligt stærkt, da pastor Bjarne Kjær opfordrede menigheden til at rejse sig, og hver enkelt skulle række hænderne frem imod mig, mens de tog autoritet over sygdommen.

Meget bange

– På selve operationsdagen var jeg meget bange. Man gav mig noget beroligende medicin. Klokken 09:45 skulle jeg køres ind på operationsstuen. Men der var en forsinkelse på en halv time. Kl. 10:07 (otte minutter før jeg skal på operationsbordet) fik jeg en besked på Messenger fra Bornholm. Her var nogle kristne venner samlet denne morgen til bøn for mig. I beskeden citerede Benjamin Mikkelsen bl.a. Esajas bog kap. 53:5, som handler om Jesus:

”Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, og ved hans sår har vi fået lægedom. (Es.53,5).”

På operationsbordet

– Kort efter oplever jeg lægen i operationsstuen. Han læser rapporten fra kikkertundersøgelsen: ”Overalt i hele tarmsystemet er der fuldstændig normale forhold! Der er ingen tumor (svulst), ingen polypper, ingen hæmorider og ikke en eneste ridse…” Lægen ser på mig. Helt uforstående, nærmest undskyldende. Så siger han: ”Jeg har ingen forklaring på det, der her er sket!” (Han står og ligner én, der faktisk vil sige: ’Undskyld, at vi har indkaldt dig’). ”Men der er intet tegn på noget som helst i hele dit tarmsystem.” Sundhedsportalen giver samme besked: ”Ikke fundet noget unormalt!” Lægen skriver: ”Patienten er indkaldt på baggrund af den høje blodværdi. Blodtab er dokumenteret af anæstesi, men intet blodtab er registreret! Blodtab er dokumenteret af OP, men intet blodtab er registreret! Overalt ses normale forhold!” Langsomt gik det op for mig: Det er så fantastisk, alt hvad her er sket! Herren har givet mig fuldstændig lægedom! Hvilket mirakel! Halleluja! udbryder Annette Foss.

Jeg kendte ikke Gud

– Lad mig i telegramstil meget kort fortælle om mig selv, at jeg nu er blevet 69 år, og at det altså er præcis så mange år siden, at jeg i 1953 så dagens lys i Slagelse.
Jeg kendte intet til Gud og det levende samfund med hans søn, Jesus Kristus, i de første år af mit liv. Det ændrede sig imidlertid efter nogle oktoberdage i år 2000, hvor jeg deltog i nogle møder med prædikanten Charles N’difon i et lille forsamlingshus i Ringkøbing. I februar året efter kom Jesus ind i mit liv, da denne prædikant holdt møder i pinsemenigheden på Drejervej i København. I 2015 tilsluttede jeg mig pinsekirken Nyt Håb, Damhus Boulevard 28, 2610 Rødovre. Det er let at huske, for kirken ligger kun ti skridt fra busstoppestedet for bus nr. 21, reklamerer Annette. Jeg kendte mit Fadervor som lille. Min mor, der var sygeplejerske på Slagelse Sygehus, har lært mig det. Min far, der var malersvend, ejede ikke en gnist af kærlighed til min tvillingesøster og mig – men det står tydeligt for mig, at da jeg var 13 år, stillede jeg mig en solskins-majdag ved kantstenen på Klosterbanken, og jeg løftede mine øjne til himlen og bad om fire måneders ’orlov’. Mine ben var tykke af en alvorlig nyrebetændelse. Jeg spiste 21 piller om dagen – og især de store penicillintabletter, som skulle udskille betændelsen, var svære for mig at sluge. Gud hørte min bøn, og jeg kom præcis fire måneder på sygehuset. Som nittenårig dansede jeg en aften med en soldat fra Slagelse – og det blev et bekendtskab, som varede seks år. I 1983 blev jeg gift – og det ægteskab varede 24 år (som jeg har nævnt, kom Jesus ind i mit liv ved årtusindskiftet – og det kunne det forhold ikke bære). I 2007 blev vi skilt. Jeg husker især en periode i mit liv, hvor jeg var ’åndeligt sulten’ og søgte hjælp i ’det alternative miljø’. Efter seks år, som 46-årig, så jeg tomheden i ’den clairvoyante livsstil’, og jeg var som hjemløs! I den situation fandt jeg Jesus, og det er ved hans forunderlige navn, at jeg i dag er frelst og helbredt – og har en flok af åndelige søskende, der er min familie og et værn mod al slags uvejr, slutter Annette Foss taknemlig.