Fejrer 75 års mission

Missionsselskabet Promissio fejrer sin 75-års Jubilæumsfest den 1. april i Multihuset i Haderslev med spændende foredrag om mission i fortid og nutid.

I 1948 stiftede en gruppe mennesker i København Den Danske Abessiniermission. De var sammen om at sende de første missionærer ud til Etiopien, som dengang kaldtes Abessinien. Det er nu 75 år siden, og Promissio kan fejre, at missionen har levet lige siden. Tilmeldingen til dagen er lukket, men man kan stadig dukke op uden tilmelding til eftermiddagens program inkl. kaffe. Prisen er 75 kr., oplyser Promissio.

Carolyne Kaddu Rasmussen fra Uganda er foredragsholder og forfatter til bogen ”Hovedet i himlen og fødderne på jorden”. Hun er også kendt som mor til komiker Melvin Kakooza.

Program på to steder

Dagen starter med festgudstjeneste kl. 10.00 i Gl. Haderslev Kirke på Storegade 95, 6100 Haderslev, ved Erik Holmgaard Kl. 11.30 bydes deltagerne velkommen i Multihuset, Hirsevej 9, 6100 Haderslev, hvor der er frokost fra kl. 12.00, efterfulgt af flere indslag om arbejdet ved nuværende og tidligere missionærer og ansatte.

Foredrag ved Carolyne

Kl 17.00 er der foredrag ved Carolyne Rasmussen. Hun er er forfatter til bogen ”Hovedet i himlen og fødderne på jorden” og mor til komiker Melvin Kakooza. Carolyne er fra Uganda og har erfaret forskellen på at være kristen på det afrikanske kontinent og i Danmark. Herefter aftensmad og festaften.

Er der stadig brug for international mission?

Jens Lomborg er præst i Skjern Bykirke. Han er også formand i Evangelisk Luthersk Netværk og tidligere missionær i Botswana for Promissio fra 2004-2006.

Under festaftenen vil der være foredrag om emnet ”Er der stadig brug for international mission?” med tale af pastor Jens Lomborg, der er formand for Evangelisk Luthersk Netværk og tidligere missionær i Botswana.

Der vil også være musik samt indslag fra synodepræsident Mude Bati. (En synode i Etiopien kan sammenlignes med et stift i Danmark). Det var i området for denne synode, at Promissios arbejde i Etiopien begyndte i 1948. Promissios generalforsamling vil blive afholdt online tirsdag den 18. april. Man kan tilmelde sig ved at kontakte sekretariatet på tlf. 7356 1260 eller line@promissio.dk.