Wycliffe DK holder årsmøde

Organisationen, som støtter internationale projekter med oversættelse af Bibelen og modersmålsundervisning, holder årsmøde i Rødekro.

Lene Aagaard Nielsen er landsleder i Wycliffe Danmark, som har kontor på Torvet i Aarhus.

Wycliffe Danmark holder årsmøde søndag den 16. april 2023 i Hjordkær Kirke i Rødekro.

Til årsmødet får Wycliffe besøg af kenyanske Elly Gudo, der er konsulent i bibeloversættelse og hjælper flere oversættelsesteams i Kenya og andre afrikanske lande. Elly er involveret i hele processen med at oversætte Bibelen. Ved årsmødet vil han både dele nyt fra sit arbejde og prædike ved gudstjenesten.

Ateisten Elly blev bibeloversætter

Elly Gudo har tidligere besøgt Danmark, og han har fortalt sit spændende vidnesbyrd til Udfordringen. Her fortalte han om sin svære barndom i en polygam familie i Kenya, hvor mange søskende døde af kolera.

”Min fars fire koner fik mange børn, men ti af mine halvsøskende døde af kolera. Min mor fik først børn efter 11 år, og missionærerne lærte hende at bygge et latrin og tørre opvasken på et stativ for at undgå sygdomme. Så ingen af mine helsøskende døde af kolera. Men én døde af malaria,” fortalte Elly Gudo i 2016.
Selv var han både kommunist og ateist, indtil han under et kristent møde tog imod Jesus – og senere blev engageret i bibeloversættelsesarbejdet.

Konsulent Elly Gudo vil fortælle om sit arbejde og prædike ved gudstjenesten den 16. april.

Årsmødet

Årsmødet foregår i Hjordkær Kirke og konfirmandhus, Kirkegade 83, 6230 Rødekro. Det starter med gudstjeneste ved Elly Gudo kl. 10.30 Herefter er der frokost, oplæg ved Elly Gudo og generalforsamling. På valg er Jørn Blohm Knudsen, Marleen Frost og Robert Strandgaard Andersen, som alle modtager genvalg. Der er gratis at deltage i årsmøde. Tilmelding til frokosten senest 10/4-2023 til kontor@wycliffe.dk.