Infiltrerede satan-event i Boston og ledte 100 til Jesus

Sang-evangelisten Sean Feucht har lagt en video på Twitter, hvor en kvinde river en bibel i stykker. Men mange kristne grupper var aktive med bøn og lovsang under eventet i Boston, skriver han.

I et organiseret fremstød deltog flere kristne grupper i SatanCon i Boston den 28.-30. april. Flere anslår, at over 100 personer tog imod Jesus i løbet af weekenden.

Der var tale om en ”undercover” aktion, hvor blandt andet forbedere fra gruppen Intercessors for America (IFA) deltog. En af lederne for IFA, Kris Kubal, har til Fox News fortalt, at hun gennem sine kilder har hørt om op til 120 nye kristne som følge af fremstødet.

”De var dog ikke nødvendigvis alle satanister,” forklarede Kris Kubal. Hun tilføjede, at der var mange nysgerrige, som var kommet på grund af annonceringen for ”historiens største sataniske samling”. SatanCon foregik ifølge hjemmesiden for at markere 10 års jubilæet for The Satanic Temple. Temaet var ”Hexennacht in Boston,” som hentyder til en hedensk 1. maj-fest.

Kristen modoffensiv

Både katolikker og protestanter var rejst ind til byen for at bede og infiltrere arrangementet i Boston Marriott Copley Place. Nogle af de kristne grupper var dog mere konfronterende end andre, fortæller Kris Kubal. ”Vores tilgang var meget anderledes end det, folk måske har set i nyhederne,” fortæller hun og tilføjer, at IFA-gruppen hverken råbte op eller viste protestskilte. ”Vi viste kærlighed til folk, og vi var mere interesserede i, at folk blev sat i frihed end af at bede imod dem. [Vi] havde samtaler, men vi råbte ikke op,” understreger hun.

Kristne fra 20 lande

Kris Kubal fortæller, at det kom bag på IFA’erne, at flere af satanisterne kom fra kristne hjem. ”Måske var de blevet såret på grund af noget i kirken, så de har vendt sig væk fra den,” sagde hun. Sangevangelisten Sean Feucht fra Let Us Worship-bevægelsen har lagt en video på Twitter, hvor en af deltagerne river siderne ud af en bibel. Han oplyser, at omkring 250 kristne fra 20 forskellige lande var blevet ”mobiliseret” som reaktion på SatanCon.

”De satsede på otte steder i Boston, tæt ved det sted, hvor eventet foregik,” forklarede Sean Feucht. Der var tale om en kirkelig fællesaktion med mange lokale præster og adskillige grupper. ”Deltagerne sang lovsange, bad og ledte mindst 98 mennesker til Jesus – men de bad med flere hundrede andre,” tilføjer han.

Antikristen dagsorden

Mange af deltagerne på SatanCon var angiveligt ikke tilbedere af Satan. Men ideologien er ateistisk og anti-kristen med krav om indførelse af fx en Satan-klub for skolebørn på offentlige skoler som modvægt mod kristne klubber i skolerne.