Mission10forty er Danmarks hurtigst voksende hjælpeorganisation
På to år er Kim Hartzners nye organisation allerede nået op på 8 mio. kr.
Når Mission10fortys holder sit andet årsmøde tirsdag den 30. maj er det allerede med et regnskab på 8 mio. kr.
– Fra dag ét, den 24 september 2021, har opbakningen til Mission10forty været fuldstændigt overvældende. Vi er vokset fra nul til nu snart 8 millioner kroner i samlede indtægter på under to år, og det er kun begyndelsen, lover lederen læge Kim Hartzner. Han oprettede organisationen sammen med psykolog Kirsten Callesen. Det skete, efter at bestyrelsen for Mission Øst, som han havde grundlagt sammen med sin far, fyrede ham. Efter et mislykket forsøg på at vælte bestyrelsen, opgav Kim og begyndte forfra.
– På årsmødet vil vi præsentere en kavalkade af videoer fra det arbejde, vi har udført i vores første hele kalenderår som organisation. Der bliver videoer fra vores hjælpearbejde i krigsområderne i Armenien og Ukraine og om, hvordan vi redder børn i Afghanistan, som ellers risikerer at lide sultedøden. Og vi stiller direkte igennem til projektlandene, så man konkret kan se og høre, hvad støtten gør det muligt for os at udføre, fortæller Kim Hartzner.
Årsmødet vil udgøre den ordinære generalforsamling, og dagsordenen kan ses på hjemmesiden. Årsmødet holdes fra kl. 17:30 i Vartov, Farvergade 27, København. Alle er velkomne til årsmødet.