Database for Poul Hoffmanns værker har fået et stort løft

En af Danmarks mest markante kristne forfattere får nyt liv på opdateret hjemmeside.

Hjemmesiden poulhoffmann.dk er den mest omfattende side på internettet om en af Danmarks mest markante, kristne forfattere, Poul Hoffmann (1928-2015).

“Jeg er optimist. Jeg tror på jordens undergang!”

Citatet kommer fra Poul Hoffmann (1928-2015), som er en af Danmarks mest markante kristne forfattere. Flere vil kende ham for hans bibelhistoriske romaner, som er oversat til flere sprog, og hans bibeltroskab, som var klangbund for alle hans udgivelser. De seneste år har en gruppe dedikerede læsere arbejdet på at opdatere hjemmesiden poulhoffmann.dk, så den giver en god introduktion til den nu afdøde forfatter og samtidig er en stærk database for alt det, som Poul Hoffmann har udgivet gennem tiden.

Dybt relevant i vor tid

“Målet er, at endnu flere læsere får øjnene op for denne dybt relevante forfatter og mange af hans spændende og højt litterære værker”, fortæller Peter Nissen, der er med i redaktionsgruppen og ansat som afdelingsmissionær i Luthersk Mission.

“Mange af hans bibelhistoriske romaner er dybt relevante også i vores tid, som mere og mere kommer til at ligne den fremtid, som Poul Hoffmann ofte beskrev i sine romaner.”

Poul Hoffmann, der her ses sammen med hustruen Kirsten, skrev ca. 50 bøger, heraf 12 bibelhistoriske romaner.

Arbejdet med hjemmesiden begyndte allerede i Hoffmanns egen levetid, hvor en gruppe dedikerede fans gerne ville gøre opmærksom på et overset forfatterskab i Danmark. Her har Poul Hoffmann også selv bidraget med indlæg.

Spændende hjemmeside

Efter nogle års stilstand har en ny redaktionsgruppe arbejdet på at opdatere hjemmesiden. Det er sket i god overensstemmelse med den gamle redaktions hensigt og arbejde med at fremme Poul Hoffmanns værker. “Der er derfor stadig meget at gøre, men vi glæder os over, at der nu på siden er en samlet oversigt over alt, hvad han har skrevet af skønlitteratur og større essays. Det er også et stort plus, at siden er blevet mere spændende at se på,” fortæller Peter Nissen.

Redaktionsgruppen

Ud over Peter Nissen består den nye redaktionsgruppe af grafiker Ben Haman Jensen og journalist Stefan Vase – sidstnævnte indgik i øvrigt også i den gamle redaktionsgruppe sammen med cand.mag. Ove Klausen, frimenighedspræst Jens Lomborg og cand.phil. Niels Jørgen Vase.