Basar for Ydre Mission
Igen i år afholder Ydre Mission Basar i Treenighedskirken i Esbjerg. Her kan man støtte det gode formål ved at købe de unikke ting i salgsboderne eller ved at lege med i hestevæddeløb, quick-banko, fiskedam, tombola eller ved at hygge sig med lækkerierne i caféen.
Igennem de seneste mange måneder har frivillige forberedt basaren. Der er et udvalg af strikkede trøjer, sokker, kunst, lys, bagværk, syltetøj, saft, genbrugsguld og meget mere. Der kan også købes dekorative kranse og grønt samt særligt udvalgte ting fra Sædding Genbrug.
Formålet med basaren er at rejse penge til missions-, kirke- og hjælpearbejdet i Asien og Afrika. Pengene anvendes både til hjælpe- og uddannelsesprojekter og til kirke- og dialogarbejde. De indsamlede midler går til Mission Afrika, Danmission og Bangladesh-mission ”Banglakids” Assist Danmark og anvendes på deres projekter.
Basar siden 1908
Basaren åbnes kl. 10 med velkomst og morgensang. Alle boder, café og aktiviteter vil være åbne hele dagen. Om eftermiddagen bliver der et kort indslag ved unge ”globale fortællere”, som har været ude at besøge arbejdsområder i Afrika. Desuden vil der være et musikalsk indslag ved konservatoriets pigekors spirekor under ledelse af Lone Gislinge.
Kl. 19 bekendtgøres lotteriernes vindernumre og basaren afsluttes. Basaren startede første gang i Esbjerg Missionshus i 1908, men flyttede i 2008 til Treenighedskirkens lokaler, hvor man siden har fastholdt traditionen den første onsdag i november. Basaren er baseret på et stort arbejde fra de frivillige i organisationerne, og de indsamlede midler går ubeskåret til hjælpearbejdet.
Basaren afholdes i Treenighedskirkens lokaler på Grådybet 23 i Esbjerg den 1. november 2023 kl. 10-19.