”Det er lovligt at citere Bibelen i Finland”

Päivi Räsänen, der var anklaget for hetz mod homofile, fordi hun havde citeret Bibelen, blev frikendt den 14. november.

Lagmandsretten i Finland har enstemmigt frikendt Päivi Räsänen. Hun var anklaget for hetz mod en folkegruppe, efter at hun blandt andet citerede Romerbrevet 1, 24–27 mod homofil praksis.

–Jeg er meget lettet, glad, taknemlig overfor Gud, taknemlig overfor min advokat, Matti Sankamo, og alle, som har støttet mig i denne sag. Jeg står fortsat for Bibelens lære, sagde Räsänen på en pressekonference i Riksdagen tirsdag den 14. november. Räsänen sagde, at det værste under retssagen var løgnagtige anklager om, at hun angivelig mener, homoseksuelle er mindreværdige. Hun fortalte efter frikendelsen, at hun fortsat vil være aktiv i værdidebatten og den kirkelige diskussion. Også biskop Juhana Pohjola fra Lutherstiftelsen blev frifundet for udgivelse af heftet ”Til mann og kvinne skapte han dem”, hvor Räsänen skrev om sit syn på ægteskabet.

–Jeg er taknemlig for al støtte og forbøn både i ind- og udland. Jeg ser Guds godhed i det altsammen, fordi vi har kunnet vise Bibelens centrale lære om skaberværkets gode gaver, samt syndens alvor og nåden i Kristus Jesus, skrev biskop Pohjola. Anklageren, Anu Mantila, har nu 60 dage til at anke sagen. Hun udtalte til public service kanalen YLE, at hun alvorligt overvejer at søge om at få sagen op for højesteret.

–Jeg håber, at anklageren er tilfreds med afgørelsen, men om det ikke er tilfældet, er jeg rede til at forsvare tale- og trosfrihed også i højesteret og om nødvendigt også ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, skrev Räsänen på Facebook.

–Dette handler ikke om min mening, men om tusindvis af kristnes ret til at udtrykke sig og alle menneskers ret til det frie ord, sagde Räsänen. Hun mente, at denne teologiske diskussion om bibeltolkning ikke hører hjemme i en retssal. Samtidig fastslog hun, at alle mennesker er værdifulde og skabt i Guds billede: ”Jeg godkender ikke hetz eller trusler. Jeg mener fortsat, at ægteskab er mellem mand og kvinde, og at seksualiteten tilhører ægteskabet, selv om en lille majoritet bestemte noget andet i Finlands love. Både homoseksuelle og heteroseksuelle har brug for Guds forsoning,” sagde Päivi Räsänen.

International opmærksomhed

Retssagen i Finland har vakt opsigt i flere lande, fordi en dom imod at citere Bibelen også kunne påvirke lovgivningen i andre lande. Nu håber Räsänen, at denne dom vil renvaske synet på Finland verden over.

–Jeg er næsten taknemlig for denne proces. Det har været meget positivt. Det har forenet mennesker rundt om i verden. Dette har givet mulighed både for at tale og lære. For mig personligt har det været meget stort at fremholde evangeliet. Jeg har hele tiden stolet på retssystemet, og de har vist sig tilliden værdig, sagde Räsänen på pressekonferencen. I sommeren 2019 spurgte politiets efterforskere tre gange, om hun angrede sine skriverier. Hvis Räsänen havde svaret ja, ville sagen blive henlagt, men hun ville ikke svigte Guds ord og retten til at citere Bibelen. Dermed blev retsprocessen sat i gang af rigsadvokat Raija Toiviainen.