Sæt Gaza og Israel fri
Jo mere kærlighed, jo mere frihed. Jo mere had, jo mindre frihed.
Der er ingenting i verden, der kan sætte os fri som kærligheden. Uanset, hvilken situation vi befinder os i, vil kærligheden altid kunne gøre os mentalt og følelsesmæssigt frie. Det gælder også i krig og konflikter. Omvendt kan had virkelig låse os fast og gøre os alt andet end frie. Jeg væmmes stadigvæk ved at tænke på de forfærdelige handlinger, Hamas gjorde i Israel den 7. oktober.
Jeg væmmes også ved at høre om det had, som nogle israelere har til alle palæstinensere, hvordan de ønsker dem udryddet eller for altid indespærret. Jeg væmmes ved Hamas, der aldrig har ønsket fred, men kun Israels udryddelse. Jeg væmmes også ved at se det had og den ondskab, der flyder ud fra palæstinensiske protester rundt i store dele af verden. Det er skræmmende, hvor risikabelt det er at bære et israelsk symbol eller flag, mens det tilsyneladende ikke er forbundet med en risiko at bære et palæstinensisk flag.
Jeg forstår godt de palæstinensere, der af et oprigtigt hjerte er frustrerede og føler sig magtesløse over det, der foregår i Gaza, hvor de har familie. Familie, der måske ikke engang sympatiserer med Hamas, men blot er fanget i Gaza. Men jeg forstår ikke dem, der tilsyneladende bare spreder had drevet af ondskab.
Lige nu vokser hadet på begge sider. Ikke kun i Israel og Gaza, men i store dele af verden. Også helt lokalt hos os. Og i særdeleshed også på de sociale medier.
Det er trist, og det tager os alle sammen som fanger. Jeg er før blevet beskyldt for at være for blødsøden og naiv, når det kommer til konflikter med muslimer, men det har jeg det fint med. Jeg er ikke politiker. Jeg vil lade politikerne om at vælge, hvad de mener, er det mest fornuftige for Danmark. Imens vil jeg som kristen altid forsøge at vælge kærligheden. Altid forsøge at insistere på, at der er en anden vej end had, gengældelse og hårdt mod hårdt.
Jeg har hørt om en kirke i et land med megen forfølgelse af kristne, hvor nogle havde skrevet på kirkens mure: We hate you! Nedenunder havde nogle fra kirken skrevet som svar: Okay, but we love you! Uanset, hvad Gud har af planer i Israel og for Israel, så kan jeg godt vælge ikke at springe med på hadet. Jeg ønsker virkelig for både Gaza og Israel, at de bliver sat fri. Fri til at leve i fred. Hvilket dog ikke just virker særligt realistisk lige nu.
I stedet må vi og de nøjes med at søge den indre fred og frihed. Den fred og frihed, der udspringer af Guds kærlighed til os, og som gør, at vi kan elske videre. Jeg ved godt, at kærligheden ikke nødvendigvis bliver gengældt, og jeg forlanger ikke, at mennesker, der har fået deres kære slagtet af Hamas, eller mennesker, der har fået deres barn bombet af Israel, bare skal gå i gang med at elske. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at det må være stort set menneskeligt umuligt.
Det ændrer bare ikke ved, at sandheden og kærligheden gør os frie. Hadet og løgnen gør ikke. Så hvorfor ikke stræbe efter kærligheden og vise kærligheden, mens vi beder om fred og beder om, at Guds vilje må ske.
