Aktivisten, som tørstede efter Guds retfærdighed

Novosibirsk, Russia-October 3, 2017.Politician Alexei Navalny speaks at an opposition rally

Den forfulgte Kreml-kritiker Aleksej Navalnyj, der døde i en fangelejr i Sibirien den 16. februar under mystiske omstændigheder, fortalte for tre år siden, at han ikke længere var ateist, men havde fundet sandheden i Bibelen.

Forgiftet på flyrejse

I december 2016 meddelte Aleksej Navalnyj, at han ville stille op til præsidentvalget i 2018, men det viste sig udelukket på grund af en tidligere dom for underslæb. Derimod fortsatte han sin utrættelige kamp mod korruption i Kreml med kampagner både i Rusland, i udlandet og via sociale medier. Under en flyrejse mellem Tomsk i Sibirien og Moskva den 20. august 2020 fik Aleksej Navalnyj pludselig et voldsomt ildebefindende.

Da flyet nødlandede i det sydvestlige Sibirien var han i koma og blev indlagt på et lokalt sygehus. Både Tyskland og Frankrig tilbød Navalnyj behandling, og han blev overført til universitetshospitalet Charité i Berlin. Her viste det sig, at det, som de russiske myndigheder havde kaldt ”en stofskiftesygdom”, i virkeligheden var en forgiftning med den russiske nervegift novitjok, som tidligere er blevet anvendt til drab på politiske modstandere.

Efter 18 dage i koma vendte Navalnyj i januar 2021 tilbage til Moskva vel vidende, at han risikerede ny tilfangetagelse. Han blev da også arresteret allerede i lufthavnen.

Ateisten blev kristen

Aleksej Navalnyj prøvede at appellere sin tidligere fængselsdom for underslæb, som han selv kaldte en falsk anklage, men det afviste dommeren den 2. februar 2021. I stedet lød dommerens kendelse, at han skulle afsone 3 år og 6 måneders fængsel i en straffekoloni. Denne afgørelse blev mødt med protester fra bl.a. EU, der vurderede, at processen var i modstrid med menneskerettighederne.

På dette tidspunkt afslørede Navalnyj ifølge CBN News, at han ikke længere var ateist, men troede på Gud og havde fundet sandheden i Bibelen. Han mindede retten om ordene fra Matt. 5,6, hvor Jesus siger: ”Velsignede er de, der tørster efter retfærdighed – for de skal få slukket deres tørst”.

I december 2023 ankom Navalnyj til fangelejren i Sibirien, hvor han pludselig afgik ved døden den 16. februar. Aleksej Navalnyj, der blev 47 år, efterlader sig hustruen Julija Navalnaja og deres to børn. Hans pårørende er frustrerede og mistænksomme, fordi de ikke kan få liget udleveret. Myndighederne har angiveligt valgt at tilbageholde det i to uger.

Mindemarkeringer forbudt

Meddelelsen om Navalnyjs død har vakt sorg og vrede verden over – også blandt hans tidligere politiske modstandere i Rusland. De russiske myndigheder har reageret ved at fjerne blomster og andre hilsener omkring mindesmærker for Aleksej Navalnyj, og flere hundrede sørgende er blevet fjernet og tilbageholdt fra mindesmærker siden meddelelsen om systemkritikerens død.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Anholdt præst fik stroke

En præst i Skt. Petersborg har fået et slagtilfælde efter at være blevet anholdt. Hans forseelse var, at han havde offentliggjort sine planer om at holde en mindehøjtidelighed for den afdøde oppositionsleder. Præsten Grigory Mikhnov-Vaitenko blev anholdt i nærheden af ​​sin bolig i Skt. Petersborg, skrev The Moscow Times.

Mens præsten opholdt sig på Politistation nr. 43, fik han det meget dårligt, og han blev indlagt på intensiv afdeling med symptomer på et slagtilfælde, oplyste to oppositionsledere ifølge The Christian Post. Selv om mindegudstjenesten skulle holdes i en russisk-ortodoks kirke, har kirkens ledelse nu taget afstand fra Grigory Mikhnov-Vaitenko. Kirkeledelsen hævder, at præsten ikke hører til i deres kirke og opfordrer nu offentligheden til at overhøre hans udtalelser, skriver Christian Post.