Du bliver aldrig gældfri

Der er tv-dinner ved sofabordet hjemme hos os. Min kone og jeg kører risretten ned med realityprogrammet Luksusfælden med en lettelse over, at det ikke er vores privatøkonomi, der botaniseres over i den bedste sendetid.

TV-værten har fældet sin dom: Den stakkels unge programdeltager ser tomt frem for sig og beder om fem minutter til at sunde sig. Hans økonomiske morads er blevet gennemtrævlet og blotlagt for åben skærm. Han er bastet og bundet i gæld på livstid; han er ikke engang i stand til at betale af på alle sine gældsforpligtelser.

Jeg er ikke stolt over at indrømme det: Men jeg slubrer gerne disse programmer i mig med mennesker, der sidder i hus eller i gæld til halsen. Det er nok en primitiv glæde ved, at der er andre, der har det værre end en selv. Men ærlig talt kunne jeg nok, hvis det ikke havde været for min kære hustru, selv være havnet i dette program.

For som dreng havde jeg mange ideer eller ”økonomiske eventyr”, mente min mor nærmere. Jeg selv anså dem som nødvendige investeringer. Min mor havde derfor meget fornuftigt tudet mine ører fulde med budskabet om aldrig – aldrig at låne penge af andre. Der var derfor en mindre jordrystelse i det lille hjem, der kunne være målt på Richterskalaen, da jeg havde gældsat mig på grund af en funklende guldkæde.

Det var en ringe trøst for min stakkels mor, at det var min bror, der var den venlige udlåner. En situation, der ikke var ugunstig for min bror at befinde sig i.
I det hele taget så var der løbende transaktioner mellem min bror og mig. Sådan stod vi i gæld til hinanden, hvis den ene f.eks. havde ageret studenterbrødspusher og hentet forsyninger hjem. På ugentlig basis gjorde vi regnskaberne op mellem os. ”Så skylder du mig… Men, nu er vi altså kvit.”

Det er et godt livsprincip at passe på med at gældsætte sig. Eller i hvert fald at gælden repræsenterer noget af værdi. Men hvad der gælder i økonomiske forhold, gælder på ingen måde for livet mellem os mennesker. Vi bliver nemlig aldrig hinanden kvit. Det er nok snarere sådan, at jo mere man elsker eller knytter sig til et andet menneske, jo mere erfarer man, at man på en eller anden måde er kommet i bundløs gæld til den anden. Jo mere jeg elsker min kone, jo mere fri – men også bundet bliver jeg til hende.

Søren Kierkegaard bruger et udtryk i ”Kjerlighedens Gjerninger”, at når man elsker sin næste, er det som at komme i gæld til en anden. Og netop det at være i gæld er det rette element, som det er med fisken i vandet, skriver Kierkegaard. Sådan er det med os mennesker i gæld til hinanden; det er vores ”rette element”. Man bliver på en gang fri, når man elsker hinanden, men ikke fri i form af uforpligtet, men en frihed i at være bundet til den anden.

Livet handler derfor ikke om at blive andre mennesker kvit – eller komme ud af gælden til hinanden. ”Vær ingen anden skyldig end at elske hinanden,” siger det Nye testamente. Forsøg aldrig at blive andre mennesker kvit. Du bliver alligevel aldrig gældfri – før du ligger i graven.