Catch the Fire inviterer til ny konference i Aarhus 13. april

Catch the Fire, der har som et af sine primære formål at sætte fokus på Guds overnaturlige virke som fx tegn, mirakler og profetier, inviterer alle interesserede til at deltage i en gratis konference i Citykirken i Aarhus.

Konferencen foregår lørdag den 13. april fra kl. 13 til 21. Catch the Fire siger selv om om konferencen:

”Vi ønsker mere af Guds overnaturlige virke, kraft, tegn, undere, mirakler og at det profetiske bliver fuldt ud aktiveret i alt dette. Kom og opdag eller genopdag dine åndelige gaver, så det overnaturlige bliver mere naturligt og vores byer kan opleve Guds hjerte og indgriben.”

På konferencen kan du høre oplæg fra Pernille Liland, der er leder af Nordic Prophetic Network, Peter Holmsgaard, grundlægger af Kraftværket, Karin Kühl, leder af Gadekirke, Johnny Hansen, præst i Citykirken Aarhus, Tabita Jørgensen, der er arrangør af Catch the Fire og Rebekka Liland Høyer, der er lovsangsleder og præst i ImpactChurch Roskilde.

Klar til nye oplevelser

”Vi har set Guds Rige manifesteret så stærkt igennem disse konferencer. Vi har set helbredelse, opflamning af menneskers hjerter, vi har set livsforvandlende møder, oplevelser med Jesus, mange udfrielser og det profetiske aktiveret på en sund facon og meget mere – og nu er vi klar igen,” siger Tabita Jørgensen, der er hovedansvarlig for konferencen.

Udover oplæg og lovsang vil der også være mulighed for forbøn for alle, som ønsker det. Der vil blive serveret kaffe i pauserne, men ellers skal man selv sørge for forplejning i løbet af dagen. Det kan enten være via medbragt mad eller via spisesteder i nærheden.

Hvis du vil vide mere om arrangementet og tilmelde dig skal du gå ind på Catch the Fires facebookside.