Merete Dalsgaard stopper efter 12 år i Børne- og UngdomsOase

Merete Dalsgaard stopper efter 12 år i BUO. Foto: Privat

Igennem de seneste 12 år har Merete Dalsgaard arbejdet i DanskOases børne- og ungdomsarbejde (BUO). Det er vist nok rekord.

Merete Dalsgaard begyndte som børnekonsulent fra 2012 til 2015, hvor hun også var eventleder for Mini- og BørneOase. I den periode voksede deltagerantallet på børne- og juniorsporene fra ca. 300 til ca. 800. Dernæst udviklede hun fra 2015-2018 også sporene for børn og juniorer på SommerOase, herunder også BørneVærkstedet og JuniorZonen.

I 2018 blev Merete projektleder og familiekonsulent i Familielaboratoriet, hvor hun har udviklet indhold og ressourcer til familier, hvor det største projekt har været Værdifuld Hverdag. Her har hun sammen med tidligere familiekonsulent Thilde Moskjær Kofod sat værdier på dagordenen på en helt ny måde.

Børne- og UngdomsOases landsleder Arne Pedersen sender Merete på vej med ordene:

”Merete har efter mere end 12 års ansættelse valgt at stoppe i BUO ved udgangen af februar måned 2024. Når man har været ansat så lang tid i en lille organisation som BUO, har man på rigtig mange måder også været med til at bringe os til det sted, vi er i dag. Det er et godt sted. På den ene side er vi naturligvis kede af at sige farvel til Merete, alt hvad hun bidrager med som menneske, hendes faglighed og hendes historiske viden om BUO. På den anden side, Merete har givet 12 år ind i BUO i mange forskellige arbejdsområder, og det er helt naturligt, at man på et tidspunkt får lyst til nye udfordringer. Derfor fejrer vi nok også mere Merete – og alt det hun har bidraget med – end vi tager afsked med hende. Vi sender hende i hvert fald ud ad fordøren med ønsket om al tænkelig velsignelse.”