Charmerende børnebog med spænding og humor

”Xander – Aktion dyreven” af norske Runar Bang er en fortælling om at redde både dyr og sig selv, når tingene ikke går helt som planlagt. Målgruppen er de 6 – 10-årige.

Mens Xander er på påskeferie hos sine bedsteforældre i Snedal, møder han den gamle præst Noa. Præsten er overbevist om, at Gud har bedt ham bygge en båd, og det er han gået i gang med på sin gård oppe i fjeldet. Længere nede i dalen finder Xander 20 forsømte katte i en lade hos en alt andet end venlig mand. Han må redde dem, men hvordan?

Med humor og indlevelse tager bogen os med på eventyr i børnehøjde med afsæt i relevante tematikker for store og små. Hvordan ved vi, når Gud taler til os? Hvornår og hvordan skal vi handle, når vi møder problemer i vores samfund? Lige fra første side er nysgerrigheden vakt gennem Xanders fortælling om det, han oplever i ferien hos sine bedsteforældre. Det hele flettes sammen til sidst i en herlig aktionfyldt afslutning.

Runar Bang har tidligere udgivet ”Tre i et træ”-bøgerne. Magnus Værness har skabt de humørfyldte illustrationer.

Find et uddrag af bogen på lohse.dk

Runar Bang: Xander – Aktion Dyreven
66 sider. 149,95 kr. Forlag: Lohse.