Kan vi tale om Gud som både far og mor?

I vores vestlige verden er alt, hvad der hedder ”menneskets køn” til åben debat. Hvem og hvad er ”mand” og ”kvinde” (og dermed også ”far” og ”mor”) – og findes der flere køn end de to? Lad os begynde et svar på det ved at se på et andet spørgsmål: ”Hvad køn er Gud?”

Gud er ikke et menneske

Vi skal ikke læse meget i Bibelen, før det er klart, at Gud er noget ganske andet og langt mere end vi mennesker. Han er evig og uendelig og et lys, vi ikke kan nærme os. Han er uendelig kærlig, uendelig magtfuld og uendeligt vidende. Og sådan kunne vi blive ved. Samtidig har han selv skrevet på Bibelens første blade, at han har skabt os mennesker ”I sit billede”. Vi er altså på en eller anden måde et billede af Gud, vi ligner ham.

Men hvad betyder det så mere konkret? Det eneste, han selv beskriver på de første blade er, at vi er skabt som mand og kvinde. Så begge køn skal med, for at danne ”Guds billede”. Når Gud skal tale om sig selv og om relationen mellem ham og os, bruger han billeder fra vores verden – for andet kan vi ikke forholde os til. Og her beskriver han sig selv som mand, konge, ægtemand og søn. Alt sammen det ene af de to køn. Sådan har han valgt. Han skriver ikke, hvorfor han valgte således.

Men sønnen Jesus taler meget tydeligt om, at vores frelse består i at komme i en god relation til hans far, der elsker os. Gennem dåb og tro kan vi komme ind i denne gode relation, så vi har ret til at bede: ”Vor far, du som er i himlene…”.

Pas på med ordet ”far”

Da jeg blev født, blev jeg døbt som lille baby. Men min familie fortalte mig aldrig om Gud. Så jeg voksede op uden at tænke det mindste på, om der fandtes en Gud eller ej. Da jeg som ung begyndte at undersøge budskabet om ham, læste jeg fortrinsvis om Jesus. Ham kunne jeg forholde mig positivt til: En voksen mand med gode idealer og en overnaturlig kraft og en vidunderlig kærlighed.

Med tiden lærte jeg,
at Gud er langt bedre end de dårlige fædre
her i menneske-verdenen.
Ja han er langt bedre end
selv de allerbedste fædre i verden.
Og så begyndte jeg at kunne
bruge det til noget positivt
og begyndte min vandring hen
imod for første gang i mit liv
at se mig selv som barn af en far,
der elsker mig.

Men da de forkyndere, jeg hørte, begyndte at omtale Gud som ”far”, blev jeg bange. Min biologiske far begik selvmord, inden jeg var gammel nok til at kunne huske ham. Mor havde siden forskellige mænd, der på den måde blev mine papfædre. Jeg havde absolut ikke et positivt forhold til nogen af dem. Så det var ikke positivt for mig at tænke på Gud som en ”far”.

Med tiden lærte jeg, at Gud er langt bedre end de dårlige fædre her i menneske-verdenen. Ja, han er langt bedre end selv de allerbedste fædre i verden. Og så begyndte jeg at kunne bruge det til noget positivt og begyndte min vandring hen imod for første gang i mit liv at se mig selv som barn af en far, der elsker mig.
Men omtaler vi Gud som ”far” for folk, der ikke kender ham – så husk altid at tilføje, at han er som den bedste superfar i verden!

Gud som mor?

Når jeg underviser konfirmander, oplever jeg den meget logiske tankerække: ”Gud er jo tre personer: far og søn – og så må den tredje jo være mor til Jesus og være fru Gud.” Sådan ville det være, hvis Gud var et menneske. Men nu bruger han bare billeder, og hans virkelighed er større end de billeder, han bruger. Gud siger aldrig, at der er en ”fru Gud” eller at Jesus har en ”mor”. Men Gud beskriver sig selv som: ”En far med en moders hjerte”.

Nu er mennesker jo vildt forskellige og derfor er både fædre og mødre utroligt forskellige. Men alligevel er det fælles erfaringsgods fra stort set alle kulturer, at en gennemsnitsmor har mere kærlighed til og opmærksomhed på sine børn end gennemsnitsfaderen. Og Gud bruger den samme iagttagelse i en beskrivelse af sin relation til sit folk:

”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.” (Es 45,9) Altså: En mor vil normalt aldrig glemme det barn, hun har båret inden i sig selv og har været tæt sammen med i dets første levetid. Men selv om de skulle glemme – så glemmer Gud os ikke!

Gud er også som en super-mor: En udgave af ”mor”, der elsker med overnaturlig kraft. Vi kan også lægge mærke til, at når Gud frelser os, spiller det en afgørende rolle, at Gud føder os på ny, så vi fødes som et nyt menneske – åndelig set. Og hvem er det, Gud har skabt med eneret til at føde? Ja: det er kvinderne. Så en Gud, der føder os, er også kvindelig.

Gud som forælder

”Min far og mor har forladt mig, men Herren tager mig til sig”. Sl 27,10 Min mor havde det svært og oplevede nok aldrig sig selv som elsket. Derfor var det også svært for hende at give udtryk for, at hun elskede mig. Hun passede mig, hun opdragede mig godt, hun lærte mig meget. Men jeg husker aldrig et kærtegn eller en sætning om, at hun elskede mig.

I min vandring med Gud blev vers 10 i Salme 27 med tiden mere og mere vidunderlig. Hos Gud møder jeg en forælder, der elsker mig og både siger det og viser det. Jeg må være Guds barn, og Gud er min forælder. En forælder, jeg kalder for ”far” – også med den tryghed, der ligger i at vide, at han elsker mig mere end selv den kærligste mor i vores verden gør!

”Glemmer en kvinde sit diende barn?
Glemmer en mor det barn, hun fødte?
Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.”

(Es 45,9)

Køn til debat

Gud beskriver sig selv i menneskelige billeder: han har arme og ben og øjne og ansigt og hjerte osv. Selv om han tydeligvis rummer begge køn i sig, beskriver han sig i det menneskelige billedsprog kun som ét køn – og det er så hankøn. Men pointen for mig at se er, at for Gud er det enkelte menneske kun ét køn: enten mand eller kvinde.

Så når Gud fremstiller sig selv for os i menneskeform, må han vælge ét af de to køn. Vel også for at kunne bruge det vidunderlige billede med, at han er brudgommen, der elsker sin brud (menigheden) med en guddommelig kærlighed. Men samtidig fortæller han, at i dette køn rummer han begge køns karakteristiske gode egenskaber.

”Min far og mor har forladt mig,
men Herren tager mig til sig”.

Sl 27,10

Når nu det tydeligvis er sådan i Guds beskrivelse af sig selv i Bibelen, så tænker jeg (lidt for egen regning): På den ene side siger Gud tydeligt, at alle mennesker er enten mand eller kvinde. Og samtidig siger han, at hvad enten man er mand eller kvinde, kan man rumme meget af det, der generelt er typisk for det andet køn. Altså: et JA til, at der kun er to køn, og at vi alle er ét af dem. Og et JA til, at mænd og kvinder kan være meget forskellige i udfoldelsen af deres køn.

Her i syndefaldets verden er der desværre sket skader på alt det gode, Gud har skabt. Fx fødes nogle med forfærdelige sygdomme. Og på samme måde fødes nogle få med gener, der gør det meget vanskeligt at placere dem i et af de to køn. Men det anfægter ikke det, Gud har beskrevet for os – det fortæller bare, at der findes ikke noget i denne verden, der ikke kan lide skade.

De mennesker, der er ramt af denne skade, er naturligvis lige så meget skabt i Guds billede som os andre. Men de har nok ekstra meget brug for vores støtte til at finde deres identitet.