To kristne dræbt i Pakistan på grund af jalousi og falske blasfemianklager

Nogle kristne i Pakistan bliver udsat for lynchning, før de når at blive dømt ved domstolene ifølge blasfemilovgivningen. For nylig gik det ud over forretningsmanden Nazir Masih og et af hans familiemedlemmer.

Billedet af den sårede skofabrikant Nazir Masih Gill blev delt på X af biskop Azad Marshal fra Church of Pakistan, skriver Dansk Europamission. Fotos: Sajida George

Det har set ud, som om det var blevet bedre at være kristen i Pakistan, men den 25. maj 2024 i Sargodha Mujahid-kolonien blev der igen dræbt to personer, dels pga. jalousi og dels fordi de var kristne.

Det skriver Maria Holm, der er gift med danske Henrik Holm fra Love of God Ministry /PK. Maria har selv oplevet at blive anklaget efter Pakistans omstridte blasfemiparagraf (§ 295C), fordi hun havde givet en bibel til en muslimsk pige.

Brændte koransider

Maria Holm skriver om begivenhederne:

”25. maj var en normal morgen, en ansat i Nazir Masihs skofabrik var i gang med at gøre rent, inden der igen skulle laves sko. Nazir havde skabt et nyt skomærke, og det var blevet en vældig succes. Rengøringsmanden fandt en pose med nogle sider fra koranen, nogle af siderne var delvis afbrændte. Den intetanende rengøringsmand tog posen og kontaktede en muslimsk mand, som stod uden for butikken, og så var fælden klappet i. Rengøringsmanden sagde til muslimen: ”Det må tilhøre jer.” Den muslimske mand løb til moskeen, og så blev hundreder af rasende muslimer sendt ud for at hævne den iscenesatte koranafbrænding. Nazir havde bygget en fin bolig til sin familie og opbygget en succesfuld forretning lige ved siden af. Endelig var der kommet en anstændig arbejdsplads for mere end 10 kristne. Det var blevet for meget for muslimerne, det måtte stoppes.”

En rasende folkemængde angreb skofabrikanten, fordi hans rengøringsmand havde fundet en pose med afrevne sider af koranen. Derefter blev Nazir og et andet familiemedlem angrebet med knive og sten. Der blev også smidt sten mod ambulancen, der fragtede Nazir til hospitalet, skriver Maria Holm fra Love of God Ministry.

Angreb både politi og ambulancer

Flere medier peger på jalousi som medvirkende årsag til angrebet. Angiveligt havde den 74-årige Nazir Masih Gill været i færd med at brænde affald af, og i et ubemærket øjeblik har nogen så kastet et eksemplar af Koranen i bålet, skriver Morning Star News.

Maria Holm peger på, at §295C giver folk ret til at hævne sig i tilfælde af blasfemi, så en folkemængde kom med sten og knive til Nazirs hus. Han blev hentet ud, stenet og stukket med knive. Også Nazirs familie blev banket. Da politiet ankom efter 20 minutter, forsøgte de at tale masserne til ro, men det endte med, at de selv fik bank, og flere måtte på sygehuset. ”Den ambulance, som skulle køre Nazir på sygehuset, fik smadret vinduerne, og muslimerne blev ved at kaste sten på Nazir, mens han lå i ambulancen.

Endelig kom der så mange betjente, at de kunne få kontrol over situationen, de fik ambulancen af sted og fik reddet Nazir’s familie, som nu er på et sikkert sted, på nær én, som blev dræbt, da muslimerne trængte ind i huset. Nazir levede i ni dage, men efter to operationer i hjernen døde han. Det kostede Nazir hans liv at følge Jesus, men han holdt ud til enden,” skriver Maria Holm.

Anklaget efter § 295C

Mange kristne i Pakistan er blevet dræbt, fordi muslimer har taget paragraf 295C i anvendelse. De fleste gange har det været på baggrund af falske anklager, men muslimernes ord vejer tungere end de kristnes, forklarer iagttagere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Smadrede ambulance efter angrebet.

– Minimumsstraffen for blasfemi er fængsel på livstid, men blasfemi kan også straffes med døden.

Paragraf 295C forbyder fornærmelser mod ”den hellige profet Muhammeds hellige navn”. I 1990 afgjorde Pakistans føderale sharia-domstol, at dødsstraf skulle være obligatorisk, forklarer Maria Holm. Hun fortæller om sin egen retssag, hvor hun fik hjælp af to advokater og forbøn fra mange kristne venner: ”Vi antog to advokater til at bistå mig, den ene er kristen, han gjorde et fantastisk forarbejde, og den anden var muslim, og han førte ordet i retten. Dommeren kaldte mig til retten for endelig afgørelse.

I retten var alt klar til at arrestere mig. Der stod en politikvinde på begge sider af mig klar med håndjern. Jeg vidste, at de kunne sætte mig i fængsel og dræbe mig, men jeg var ikke et sekund bange, for jeg troede, at Jesus ville redde mig, og det gjorde han. Da de kaldte mig ind til domfældelse, sagde han: ”Maria er ikke skyldig. Pigen bad hende selv om Bibelen, Maria tvang hende ikke.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Også Nazirs familie blev angrebet, og islamisterne satte ild til både hans hjem og skofabrikken.

Dommeren sagde: ”Maria du er fri, og du kan gå hjem.” Jeg var meget glad og faldt på knæ og sagde ”Tak Jesus” foran alle mennesker, inkl. dommeren. De blev meget overraskede og sagde, at jeg ikke var bange. ”Vi godtager ikke kristne og deres profet, Jesus, men det gør hun virkelig,” fortæller Maria Holm i et brev til Udfordringen. Hun opfordrer danske kristne til at bede for vækkelse i Pakistan, ligesom hun beder for Danmark.

”Danmark er i vores bønner. Jeg vil gerne opfordre dig til at være modig og aldrig give op, for der vil også komme forfølgelse til Danmark. Så forbered dig til at være stærk. Vær klar og stå fast i troen,” skriver Maria Holm fra Love of God Ministry.

Nazir Masih Gill omtales nu som martyr blandt Pakistans kristne. Biskop Azad Marshall fra den presbyterianske kirke, som nu beskytter den dræbtes familie, har offentligt fordømt lovløsheden og forfølgelsen af kristne i Pakistan.

Lynchning af kristne

Mange kristne er ligesom Nazir Masih Gill døde alene på grund af blasfemianklager, skriver Dansk Europamission. ”Fra 1947 til februar 2021 er mindst 89 personer således blevet dræbt af ekstremister i civilsamfundet, ifølge det pakistanske Center for Research and Security Studies (2021).”

Disse angreb skyldes alene, at islamiske ekstremister har opildnet folkemængder til at begå selvtægt og angribe personer, der er anklaget for blasfemi eller kæmper for at ændre blasfemilovene. Eksempelvis blev en kristen politiker, Shehbaz Bhatti, der var medlem af Underhuset i Pakistans parlament, dræbt i 2013, blot fordi han ville reformere blasfemilovgivningen. Dansk Europamission har et skoleprojekt i det nordvestlige Pakistan.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I dette område står det pakistanske Taliban og andre islamiske ekstremistiske grupper stærkere end i andre dele af landet. Gennem skolegang kan den udsatte kristne minoritet få hjælp til selvhjælp og udrustes til at blive selvforsørgende og løfte sig ud af ekstrem fattigdom, skriver Dansk Europamission.