IPSICC

Emdrup Kirke vil styrke familiernes glæde og trivsel

Psykolog Frej Prahl underviser om ”Hvordan skaber vi mere glæde og frihed i forældreskabet både for os selv og vores børn?”

ForældreForum, et nyt initiativ i Emdrup Kirke, Ved Vigen 7-9, Kbh. NV, inviterer alle forældre til et gratis foredrag ved psykolog og forfatter Frej Prahl den 26. marts kl. 19:30.

Her vil psykologen give et nyt perspektiv på, hvad der kan stå i vejen for vores trivsel som forældre, og hvordan vi finder en vej til mere ærlighed og nærvær i relationerne til vores børn og vores partner, skriver Emdrup Kirke i en pressemeddelelse.

Forældrenes glæde præger børnenes trivsel

Frej Prahl tager afsæt i den nyeste forskning og giver case-eksempler og håndgribelige råd, når han dykker ned i de krav og forventninger, der præger det moderne forældreskab, og hvordan vi kan slippe frygten for at gøre noget forkert. Samtidig vil han hjælpe os med at skille skidt fra kanel i forskningen og give os redskaber til at genfinde glæden i både forældreskabet og parforholdet. Han stiller skarpt på:

– Hvorfor forældres glæde er afgørende for børns trivsel.
– Hvordan vi undgår at miste os selv i forældreskabet.
– Vejen til at være mere ærlige og oprigtige overfor vores børn og hinanden.

ForældreForum

Om ForældreForum hedder det i pressemeddelelsen:

”Vi ønsker at investere i forældre og sammen styrke familielivet, og derfor har vi lanceret ForældreForum i Emdrup Kirke, hvor I som forældre kan blive udrustet med relevant viden, redskaber til hverdagen og opleve støtte i forældreskabet. Hver måned inviterer vi til en aften med spændende foredrag ved dygtige fagpersoner, som fokuserer på de emner, der betyder mest i familielivet. Vi skal høre fra psykologer, sexologer og parterapeuter med ekspertise i, hvordan vi tackler hverdagens udfordringer, lige fra glæde i forældreskabet, til intimitet i parforholdet og til at finde balancen med store og små børn. Der vil også være tid til refleksion, fællesskab og dialog med andre forældre. ForældreForum ledes af kirke- og kulturmedarbejder Maria Eldon, cand.mag. i psykologi, og sognepræst Jóannis Fonsdal.”

ForældreForum har tidligere haft besøg af sexolog og parterapeut Amanda Lagoni.
Se mere om ForældreForum på www.emdrupkirke.dk/ff.