Wickhams nye album løfter lovsangen
Phil Wickhams album Songs of the Saints udkom i marts i år og er et album, der samler mennesker i tilbedelse og peger på noget større end os selv.
Miracle Maker er et storslået nummer med en passioneret sanger i et fælles lovsangsband og et tilbedelsesrum rettet mod Jesus og Faderen. Miracle Maker vækker og løfter os. Blikket rettes mod himlen, og hænderne løftes i fælles tilbedelse. En stærk sang med power, rytme og himmelsk kor, som indbyder til at synge med højt og frit. Able minder os om Guds kærlighed og ledelse. “Jesus, jeg ved, du vil,” synger Phil. Han kan flytte bjerge og styrker troen, så den står fast i tilbedelsen af Herren. En stærk og trosopbyggende sang.
Amazing Grace kender vi alle – her i en ny version med Wickham og Crowder. Den har et let countrypræg og en levende, ærlig lovsang, hvor man nemt kan synge med. The Stand er med i en mere stille version, fyldt med identitet, ydmyghed og overgivelse. En stærk og inderlig sang, der inviterer til refleksion. Teksterne vises under sangene, så man kan tage ordene til sig og gøre dem til personlig lovsang.
Sangeren formår at formidle både nærhed og styrke. Hans stemme har dybde og ægthed, som gør, at man bliver draget ind i lovsangen. Produktionen er velafbalanceret med plads til både stille øjeblikke og kraftfulde passager. Det giver en dynamik, som gør albummet helstøbt og let at lytte til fra start til slut. Der er noget tidløst over sangene. De rækker ud over øjeblikket og kan bruges i forskellige livssituationer.
Målgruppen er alle – unge, midaldrende og ældre. Vi har brug for en, der løfter lovsangen på en særlig måde. Phils stemme rammer dybt og skaber lyst til at være med. Han bærer en tydelig tro, og det er, som om han “synger himlen ned”. Bandet og koret løfter helheden som i en fælles kirkelig lovsang. Phil Wickham får en klar 10’er herfra. Albummet er værd at finde og lytte til – i bilen, i stuen eller hvor du end er. Alt i alt er Songs of the Saints et album, der fortjener at blive hørt og sunget med på.
Kunstner: Phil Wickham
Titel: Songs of the Saints
Genre: Lovsang
Tilgængelighed: Streamingtjenester


