Ny film fra Spielberg stiller spørgsmålet ”Er Gud, vores Gud, kun på denne planet?”
Jeg kunne ikke lade være med at have store forventninger til en Steven Spielberg-film. Han er uden tvivl en af de største filminstruktører gennem tiderne.
Han brød igennem helt tilbage i 1975 med Dødens gab og har sidenhen leveret en bunke meget seværdige, anerkendte film med meget forskellige motiver. Indiana Jones-serien slog igennem med humor, spænding og eventyr. Et helt andet motiv kom i spil med Schindlers liste, hvor hans egen jødiske baggrund blev det tragiske baggrundstema for en fremragende film om en tyskers redning af en række jøder i Tyskland.
Med Disclosure Day sendes vi på ny ind i sci-fi-tematikken, som har fyldt en stribe af hans andre film. Filmen er meget avanceret. Som seer fanger man kun bid for bid, hvad der er på færde. Dét er i sig selv en pointe. Der er tale om det endnu højst usikre spørgsmål: Findes der liv udenfor kloden? Og har vi set noget af det liv på jorden? Vi løber jævnligt ind i udsagn om, at nogen har set udenjordisk liv på vores klode. For få år siden lød det endog fra nogle betydelige amerikanske videnskabsfolk. Og Steven Spielberg er selv en af dem, der tror på udenjordisk liv.
I filmen følger vi i midten af dette århundrede to grupper i USA, som begge ved, at der i flere omgange er kommet liv fra andre planeter til vores planet. Det er aldrig blevet til alment kendskab og anerkendelse. Den ene af de to grupper arbejder fortsat på, at det skal holdes helt udenfor almen viden. Den anden gruppe har en helt modsat holdning. Skridt for skridt udvikles det til en alt eller intet-kamp mellem de to grupper.
Nedenunder det intense spændingsdrama er der et fundamentalt tema på spil: Kan man acceptere, at der findes liv udenfor den jordiske klode, eller er det fuldstændig utænkeligt med sigte på ens livsopfattelse? Og vel at mærke en livsopfattelse forbundet med det religiøse. Det religiøse perspektiv er således en væsentlig undertone gennem hele filmen. Det kommer meget direkte frem i mødet med nogle katolske nonner, som vi møder positivt som beskyttere af nogle af dem, der er under stærkt pres fra den gruppe, der med magt vil fastholde hemmeligheden om det udenjordiske.
En lille samtale finder sted mellem to nonner, hvor den ene tydeligvis anser det for helt uproblematisk, at der kan tænkes at være andre væsener i universet end menneskerne. Det indskrænker ikke Gudstroen. Guds virkelighed kan række langt ud over det, vi har øje for. Steven Spielberg sagde i et interview omkring filmen:
“Hvad gør dette ved de grundlæggende overbevisninger, som mange af os har? Er Gud, vores Gud, kun på denne planet, eller er Gud en Gud for ethvert system, hvor der er civilisation, intelligent liv og endda liv i udvikling?” Spielberg kom som nævnt selv af en jødisk baggrund. Han forlod troen i nogle år, men er vendt stilfærdigt tilbage til den. Men øjensynlig i en mere almen form, som også giver plads til det kristne perspektiv.
Det er ikke mærkeligt, at man med et kristent livssyn kan føle sig usikker på, om det virkelig er muligt, at der kan være andet end det menneskelige liv i universet. Biblens enormt stærke fokus på Guds vilje og virke med sigte på mennesket og hele jordens skaberværk kan give en følelsen af, at det er umuligt, at der også kan være andet på spil i universet. Men sagen er, at flere teologiske grundstemmer i kirkens historie har været åbne for muligheden af andet liv i universet. Således f.eks. Augustin fra 4-5. århundrede. Og ligeledes C. S. Lewis fra nyere tid.
Personligt synes jeg ikke, at der indtil videre forekommer overbevisende udsagn om, at der har vist sig noget udenjordisk på vores klode. Men lad os se. Og som en amerikansk kommentator Giancarlo Sopo siger om en af nonnernes udsagn i filmen: ”Ville eksistensen af rumvæsener modbevise Gud? En sympatisk kristen karakter citerer Skriften og svarer tydeligt: nej.”
Titel: Disclosure Day
Genre: Science Fiction
Spilletid: 145 minutter
Aldersgrænse: Fra 11 år
Instruktør: Steven Spielberg,
USA 2026


