Verdens (måske) eneste kirkelige gokartklub for unge fejrer 30-års jubilæum

Søndag den 21. juni 2026 inviterer Vestermarkskirkens Gokartklub hele lokalområdet til en festlig eftermiddag med motorbrøl, spænding og masser af fællesskab. Klubbens 30-års jubilæum markeres med et stort arrangement på gokartbanen på Vesterhedevej 7 i Grindsted, hvor både nuværende medlemmer, tidligere kørere, familier, venner og alle andre nysgerrige er velkomne.
Om Vestermarkskirkens unikke tilbud til teenagere fortæller kirkens koordinator Peter Bergholt: ”Klubben blev startet af et medlem i kirken, Frank Rasmussen, med afsæt i at hans børn var interesserede i at køre gokart, og der manglede et godt alternativ til eksisterende gokartklubber. Der er ikke direkte forkyndelse i klubben, men der tales åbent om, at klubben er en aktivitet under Vestermarkskirkens børn og unge, herunder at der også kan fortælles om de øvrige tilbud i kirken for aldersgruppen.”
En populær klub
I en brochure om Vestermarkskirkens Gokartklub (VGK) beskrives VGK’s formål som følger: At aktivere og udfordre teenagere i en positiv retning. At fremme det positive i det enkelte menneske, lære unge at arbejde sammen og at tage ansvar. At vise, at kirken ikke er kedelig, men er en del af den kulturarv, som vi har, og at dens budskab er relevant i dag.
”Medlemmernes baggrund har varieret gennem årene, men der har altid være plads til teenagere uden anden tilknytning til kirken,” fortæller Peter Bergholt. ”Vi har også fået lov til at opleve især teenagere, men også enkelte gange deres forældre, deltage og engagere sig i nogle af de øvrige teenageaktiviteter, der har været gennem årene i kirken. En ting er vigtigt på en klubaften, nemlig at bede Fadervor, mens man står i rundkreds. Det er noget, som teenagerne i klubben selv ser som vigtigt. Klubben bakkes op af forældre og lokalsamfundet. For få år tilbage var der flere klubtilbud for teenagere, der ville køre gokart, både kommunale tilbud og tilbud under sportsforeninger. I dag er Vestermarkskirkens Gokartklub en af de få tilbageværende.”
Unikt kirketilbud
Da gokartklubben fejrede 10-års jubilæum, var der en nu afdød professor (Viggo Søgaard), der undersøgte, om der var andre kirker rundt om i verden med en gokartklub som et tilbud til teenagere. ”Men han fandt ikke andre, så VGK kan kalde sig verdens eneste kirkelige gokartklub for teenagere,” siger Peter Bergholt. Det må så dog være under betingelse af, at der ikke er dukket nogen op i løbet af de seneste 20 år
Jubilæumsfejring
Den 21. juni fra kl. 13.45 til 18.00 er banen lejet eksklusivt til jubilæumsfejringen. Dagen byder på flere omgange gokartkørsel, spændende heat og masser af action på banen. Der bliver også mulighed for at købe mad og drikke, så hele familien kan nyde en hyggelig eftermiddag sammen.
”Vi ønsker ikke kun at fejre de 30 fantastiske år, der er gået. Vi vil også gerne åbne dørene for lokalsamfundet og vise den glæde, det fællesskab og den passion for motorsport, som klubben bygger på. Derfor er alle velkomne – både dem, der kender klubben, og dem, der er nysgerrige på at opleve den for første gang,” udtaler arrangørerne. Fra kl. 16.00 er der Tilbageblik på klubbens 30-årige historie, og kl. 16.45.18.00 er der Finaleheat.
VGK indviterer alle til jubilæumsfesten, uanset om man er tidligere medlem, aktiv kører, motorsportsentusiast eller bare på udkig efter en sjov oplevelse med familien.
Jubilæet fejres på Grindsted Gokartbane.


