Guds helbredelse førte til tro – i dag leder Marco andre til Jesus

“Efter jeg er blevet praktiserende kristen, har jeg oplevet, at Gud har gjort troen på ham levende for mig på nye måder. Gud er virkelig, og Jesus helbreder i dag,” fortæller Marco Voets. Privatfoto

Marco Voets beder for naboer, kollegaer, familie og venner – og ser igen og igen Guds mirakuløse helbredelse. Hans egen tro på Jesus spirede i forlængelse af en stykkevis helbredelse for hjernerystelse. ”Det største mirakel er menneskers frelse, fordi det har evighedsbetydning,” siger han.

42-årige Marco Voets deler evangeliet på arbejdet, med naboerne, med vennerne, med familien og på gaderne i Esbjerg. Han lægger ud med en kompliment til en af Udfordringens artikler, som er skrevet af en af de nyere skribenter. I artiklen udfordres læserne til at prøve at bede for 10 mennesker og se, hvad Gud gør. “Det inspirerede mig, fordi det er et overkommeligt mål, som samtidig træner frimodigheden, og jeg vil gerne give udfordringen videre,” siger han smilende.

Først helbredelse, så frelse

En af dem, der bor i samme område som Marco, er en mand på cirka 40 år. For knap fem år siden bad Marco for ham for første gang. Dengang var manden ikke kristen, men det blev han. Manden havde problemer med knæet. Marco havde allerede hjulpet ham med forskellige ting og talt med ham nogle gange, inden han tilbød forbøn for det dårlige knæ.

”Jeg bad en kort bøn for ham, om at Jesus ville fjerne hans knæsmerter – og det skete på stedet. Gud helbredte ham, allerførste gang han blev bedt for. Efterfølgende har jeg bedt for ham flere gange, hvor han også modtog helbredelse fra Gud. I august 2024 ringede han på min dør. Han havde ondt i ryggen og spurgte, om jeg ville bede for ham. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Han kom ind i lejligheden, og jeg lagde hånden på hans ryg, som blev helbredt, Jeg fik det sådan, at jeg skulle spørge ham, om han kunne tænke sig at blive frelst.”

Han spurgte, om det tog lang tid. “Nej, det gør det ikke,” svarede Marco og fortsatte: ”Kom lige med ind i stuen igen. Du skal bare gentage det, som jeg siger. Bagefter fortalte manden, at han oplevede en kraft komme over sig. ”Jeg fortalte ham, at det var Guds Ånd, Helligånden, som kom over ham.” Marco citerer et skriftsted fra Bibelen, hvor der står: ”Med hjertet tror man til retfærdighed og med munden, bekender man til frelse.”

”Det er det allerstørste mirakel et menneske kan opleve at finde ind i troen på Jesus og blive frelst. Det er dejligt med fysiske helbredelser, men det vigtigste for ethvert menneske er frelses-miraklet.” I dag kommer manden i Kirkecenter Livets Kilde i Esbjerg. Han blev døbt på sin tro i 2025. “Vi snakker meget sammen og bor tæt på hinanden. Han vokser i troen, og hans forlovede er også kommet til tro og blev døbt i starten af 2026. Hendes tro er kommet af det, hun har hørt, da hun begyndte at komme i kirken.”

Hofte helbredes og ben vokser ud

En søndag i 2024 var Marco til gudstjeneste i Pinsekirken i Esbjerg. Han spurgte mødelederen, om han måtte dele et vidnesbyrd. De to kendte hinanden, og Marco fik grønt lys til at dele det, han havde på hjerte. Vidnesbyrdet gjorde, at en mand kom hen til Marco efter gudstjenesten. Manden spurgte, om Marco ville bede for en kvinde fra Grønland. Hun havde mange smerter ved hofterne, hvilket også kunne ses, når hun gik.

”Jeg sagde ja til at bede for kvinden. Efter tredje gang jeg havde bedt, gik hun uden smerter og fuldstændig normalt. Bagefter fortalte hun, at hendes ben ikke var lige lange. Det kunne jeg godt se, da jeg målte benene, mens hun sad på en stol. Jeg bad for benene, at de måtte blive lige lange, og pludselig kunne jeg se, at det ene ben skød ud og blev længere.
Det er godt at dele vidnesbyrd, fordi vi kan styrke hinandens tro ved det, og fordi vi ærer Gud ved at dele dem.”

Betændte øreflipper helbredes

En dag bad Marco for sin niece, der havde haft øreringe på, som hun ikke kunne tåle. Derfor var der kommet betændelse i begge øreflipper, som var helt blå lilla.

”Jeg spurgte hende, om jeg måtte bede for øreflippen, hvilket hun sagde ja tak til. To timer senere så den helt normal ud i farven, og betændelsen var fuldstændig væk. Så spurgte jeg, om jeg måtte bede for den anden øreflip. Det måtte jeg gerne. Det tog lidt længere tid, før den var helbredt, det skete først senere på aftenen. Både min niece og min søster blev meget overraskede over miraklet. Jeg har bedt for min søster nogle gange, og hun var også helt indforstået med, at jeg bad for min niece, der nogle gange har været med til gudstjeneste sammen med mig. Hun kan rigtig godt lide at være med i børnekirken.”

Smider krykker og undgår operation

Marco arbejdede som vikar på forskellige virksomheder. Et af de steder, han var, mødte han en mand fra Rumænien, som Marco fortalte om sin tro. I 2024 var Marco igen på samme arbejdsplads som rumæneren, der på det tidspunkt havde ondt i ryggen. Marco bad for mandens ryg, som blev helbredt. Senere på året fik rumæneren smerter i knæet, som også blev helbredt. De to holdt kontakten. En dag kontaktede manden Marco, fordi mandens datter havde problemer med anklen og gik med krykker. Han spurgte, om Marco ville besøge datteren og bede for hende.

Det var i påskedagene i 2025, hvor datteren var omkring 20 år. Der var flere familiemedlemmer samlet, da Marco kom. Han startede med at dele mange og forskellige vidnesbyrd. En af fortællingerne rørte datteren ekstra meget. Marco fik lov at bede for hende og lagde hånden på hendes ankel. Han bad Jesus om at helbrede anklen. ”Kort efter jeg sagde amen, fik hun det meget varmt. Hun løftede ud i t-shirten og sagde: ”Det er godt nok varmt.”

Den stærke varme bredte sig i hendes krop, selvom hun lå stille på sofaen. Faderen skrev kort tid efter til mig, at datteren havde smidt sine krykker og var begyndt at arbejde igen. Han skrev også, at hun slap for at blive opereret. Den oplevelse har helt sikkert også gjort noget ved hende,” siger Marco og fortsætter: ”Hun så helt overvældet ud, som om hun ikke helt kunne forstå, hvad der foregik.”

Marco oplevede delvis helbredelse og kom til tro

Marco er oprindeligt fra Holland og voksede op med katolicismen, som han også praktiserede. Han fortæller, at hele familien var katolikker. Han var også selv katolik, indtil han blev ung teenager.
Da Marco var barn, flyttede familien til Danmark. Efter sin konfirmation her i landet, vendte han Gud ryggen. Han tog afstand fra Gud og blev ateist. Men der kom et vendepunkt, idet et uheld gjorde, at Marco blev søgende.

“Der skete en ulykke i 2017, hvor jeg faldt ned af nogle trapper og fik en slem og langvarig hjernerystelse. Efter uheldet havde jeg voldsom hovedpine og mange andre symptomer, som gjorde, at jeg var uarbejdsdygtig.” Marco fortæller, at lægerne i 2018 havde opgivet ham, og at han afprøvede forskellige alternative og spirituelle behandlinger. Han brugte ca. 100.000 kr. på det. “I 2019, mens jeg var sygemeldt, kom jeg i forbindelse med et kristent sted i Esbjerg, der hedder Healingrooms,” fortæller Marco, som fik forbøn der i Jesu navn. Hos Healingrooms er der kristne, som beder for syge og for alle mulige andre behov i troen på, at Jesus fortsat helbreder i dag.

”I november 2019 tog jeg imod Jesus som min Frelser og Herre. På daværende tidspunkt havde jeg allerede oplevet en del helbredelse og frihed på egen krop. Den fuldkomne helbredelse på hundrede procent står jeg stadig i tro for.” Marcos hjernerystelse blev helbredt over tid, og han blev raskmeldt i 2022. Siden da har han arbejdet fuld tid. Efter han blev frelst, er vidnesbyrdet om den stykkevise helbredelse blevet brugt af Gud i mødet med andre.

“Efter jeg er blevet praktiserende kristen, har jeg oplevet, at Gud har gjort troen på ham levende for mig på nye måder. Gud er virkelig, og Jesus helbreder i dag.” Marco mener, at når man bliver født på ny som kristen, hvilket Bibelen fortæller om, må man omvende sig fra ting fra fortiden. Marco har omvendt sig fra forskellige ting blandt andet fra en udbredt katolsk bønnepraksis.

”En del katolikker beder til Jomfru Maria,” siger Marco og fortsætter: “Men det står der ingen steder i Bibelen, at vi skal bede sådan. Jeg har omvendt mig fra, at jeg tidligere havde bedt til Jomfru Maria, fordi denne praksis ikke stemmer overens med Guds ord i Bibelen. Vi har direkte adgang til Faderen gennem Jesus Kristus,” slutter Marco med seriøsitet og nidkærhed i stemmen.