Monument for 271 dræbte kristne indviet i Nigeria

I landsbyen Yelwata i Benue-staten i Nigeria har man afsløret et mindesmærke for de 271 mænd, kvinder og børn, der blev dræbt under en massakre for et år siden.
Monumentet menes at være det første af sin slags, idet det er rejst til ære for ofrene for religiøs forfølgelse i Nigeria, skriver Christian Today. Landsbyen Yelwata var sidste år gerningssted for en massakre på 270 mænd, kvinder og børn. Angrebet, der fandt sted søndag den 15. juni 2025, menes at være begået af islamiske militante. Navnene på alle ofrene er indgraveret på monumentet, som blev afsløret af missionærer fra gruppen Equipping the Persecuted.
Vidnesbyrd om tro – og forfølgelse

Judd Saul, grundlæggeren af Equipping the Persecuted, sagde: ”Deres navne er nu indgraveret i sten, så de aldrig vil blive glemt.” ”Dette monument står som et vidnesbyrd om deres liv, deres tro og vores engagement i at sikre, at verden husker, hvad der skete. Forfølgelsen af vores brødre og søstre i Kristus skal stoppe.” Afsløringen blev overværet af repræsentanter fra forskellige trossamfund samt overlevende fra massakren. Øjeblikket var også en mulighed for at uddele hjælp, da det anslås, at angrebet også førte til fordrivelse af omkring 3.000 mennesker.
Selvom Nigeria er cirka 50 procent kristent, er det en af de farligste nationer i verden at være kristen i. Open Doors rangerer landet som det 7. værste i verden, hvad angår forfølgelse af kristne. Flere mennesker bliver dræbt eller kidnappet for deres tro i Nigeria hvert år end i alle andre lande tilsammen. I mange dele af landet er folk udsat for gentagne voldsepisoder fra islamiske militante eller bevæbnede kriminelle. Især kristne bliver ofre for volden, men det går også fra tid til anden ud over muslimer, hvis de ikke vil samarbejde med islamisterne.
Sidste år erklærede den nigerianske præsident en national nødsituation og lovede at øge sikkerheden i et forsøg på at stoppe volden. USA udførte en række målrettede angreb mod militante i julen som reaktion på mishandlingen af kristne, skriver Christian Today.


