Jordan forbereder fejring af 2.000-året for Jesu dåb

Stedet, hvor Johannes Døberen døbte Jesus, kaldes på arabisk Al-Maghtas eller ’Betania hinsides Jordan’. Det kristne pilgrimssted, der blev opdaget i slutningen af 1990’erne, indeholder romerske og byzantinske rester, herunder kirker og kapeller, et kloster, huler, der har været brugt af eremitter, og damme, hvor kristne har holdt dåb. Foto: Bigstock

Jordan intensiverer forberedelserne til at markere 2.000-året for Jesu dåb med fire udviklingsprojekter til en samlet værdi af omkring 120 millioner dollars (over 1 mia. kroner) på den østlige bred af Jordanfloden.

Det skriver Premier Christian News. Den Nationale Komité til Forberedelse af Fejringen af ​​2.000-året for Jesu Kristi Dåb vil føre tilsyn med arbejdet på dåbsstedet i Al-Maghtas. Jordans premierminister, Jafar Hassan, vil lede arbejdet sammen med ledende ministre, kirkeledere og turismeembedsmænd.

Anlægger museum og pilgrimslandsby

Planerne for jubilæet omfatter et museum til 50 millioner dollars, en landsby for pilgrimme og besøgende til 40 millioner dollars, infrastrukturarbejde til 27 millioner dollars samt en grøn korridor til 3 millioner dollars på et område, der dækker omkring 140 hektar. Under en pressekonference forrige onsdag sagde Jordans minister for turisme og antikviteter, Imad Hijazin, at aftalerne repræsenterer ”en fælles forpligtelse, et nationalt ansvar og et strategisk partnerskab”, der har til formål at styrke Jordans internationale profil og fremhæve landets kulturarv.

Arbejdet med museet og pilgrimslandsbyen forventes at begynde i 2027, og projekterne skal være færdige i begyndelsen af ​​2029.

Øst- eller vestsiden af Jordanfloden?

Al-Maghtas, der almindeligvis er kendt som ’Betania hinsides Jordan’, menes af de fleste kristne trosretninger at være det sted, hvor Johannes Døberen døbte Jesus. Israel hævder derimod, at stedet for Jesu dåb er Qasr el-Yahud, som ligger direkte overfor Al-Maghtas på den vestlige side af Jordanfloden. UNESCO valgte dog allerede i 2015 at udpege den østlige bred med Al-Maghtas som Jesu dåbssted og en del af verdens kulturarv.