Skotsk hjælpelinje for ’ofre for konverteringsterapi’ modtog lidt over ét opkald om måneden

De tre sidste måneder af 2025 var det muligvis samme person, der ringede alle tre gange.

”Den slags lov, som LGBT Health and Wellbeing kræver, ville omdefinere både den almindelige forældrerolle, sjælesorg og bøn som ’konverteringsterapi’,” siger seniorrådgiver Joanna Timm fra The Christian Institute. Foto: LinkedIn

Den skotske hjælpelinje for ofre for konverteringsterapi modtog lidt over ét opkald om måneden. Hvert opkald vil have kostet skatteyderne over 39.000 kr, vurderer den kristne tænketank The Christian Institute.

Både den britiske regering i London og den skotske i Edinburgh har bestræbt sig på at forbyde ”misbrugende” praksisser inden for konverteringsterapi, sandsynligvis fordi man mener, at der er mange ofre for sådanne praksisser i Storbritannien. Men rent bortset fra, at det allerede er ulovligt at misbruge nogen i terapi, uanset deres seksuelle orientering eller køns-identitet, hvor udbredt er dette problem så? spørger avisen Christian Today.

Nu har The Christian Institute fået adgang til informationer om brugen af den skatteyderfinansierede hjælpelinje for alle, der er bekymrede for, om de kan være offer for såkaldt konverteringsterapi. Og disse data giver anledning til bekymring om andre typer af misbrug end det, hjælpelinjen skulle forhindre.

Enorm offentlig støtte

The Christian Institute fik oplyst, at den skotske regering betalte knap 72.000 pund (630.000 kr) til NGO’en LGBT Health and Wellbeing for at drive hjælpelinjen. I de sidste tre måneder af 2025 modtog hjælpelinjen kun tre opkald, muligvis fra den samme person. Regeringen kunne ikke oplyse antallet af opkald for årets første tre kvartaler, men The Christian Institute vurderer, at hvis 4. kvartal var en indikation af de samlede brugsmønstre, ville hjælpelinjen have modtaget 16 opkald i løbet af året, hvor hvert opkald ville have kostet skatteyderne omkring £4.500, dvs. over 39.000 kroner pr. opkald.

NGO’en har for nylig været i vælten i anden sammenhæng. Ifølge avisen The Times har organisationen modtaget £744,000 (det svarer til over 6,5 mio. kroner) i offentlig støtte for 2024-25. The Times kunne også afsløre, at LGBT Health and Wellbeing har afholdt kurser for at hjælpe biologiske mænd, der identificerer sig som kvinder, med at ’amme’. Denne karakteristisk har LGBT Health and Wellbeing dog afvist som fejlagtig.

Ifølge The Christian Institute har LGBT Health and Wellbeing gjort et større lobbyarbejde i Holyrood for at få den skotske regering til at indføre et forbud mod konverteringsterapi.

Frygt for forbud

Dette har dog mødt stærk modstand fra både kristne og ytringsfrihedsgrupper. De frygter nemlig, at et forbud kan føre til kriminalisering af bøn og sjælesørgeriske samtaler foretaget af præster eller bare åbenhjertige diskussioner mellem forældre og deres børn. Kritikerne frygter, at en forælder, der nægter at bekræfte sit barns kønsidentitet, eller som fraråder dem at gennemgå en livsændrende operation, potentielt kan blive beskyldt for psykisk misbrug.

Hjælpelinjens egen definiton på, hvordan ”konverteringsterapi” kan se ud, vil være, hvis en forælder fx siger til et barn: ”Du er for ung, du er forvirret, vi er nødt til at finde hjælp til dig.”

Misbrug af midler

Joanna Timm, seniorrådgiver ved The Christian Institute, sagde: ”Disse tal afslører et ekstraordinært misbrug af offentlige midler.” Hun tilføjede: ”Skotske skatteydere har finansieret, hvad der meget vel kan være landets dyreste hjælpelinje. Eksisterende straffelovgivning omhandler allerede misbrug og tvangsmæssig adfærd. Den slags lov, som LGBT Health and Wellbeing kræver, ville omdefinere både den almindelige forældrerolle, sjælesorg og bøn som ’konverteringsterapi’.”

”Skatteyderne bør ikke tvinges til at finansiere en organisation, der fremmer kontroversiel kønsideologi, samtidig med at de kæmper for en lov, der kan kriminalisere almindelige samtaler mellem forældre og børn eller præster og medlemmer af deres menigheder.”