Skal kirken fejre Halloween eller advare mod mørket?

Halloween er blevet en folkefest, og flere kirker inviterer indenfor til gudstjenester med skeletter, spøgelser og græskar. Men blandt kristne er det ikke kun de uhyggelige udklædninger, der skaber gys. For nogle er selve halloweenfejringen skræmmende, fordi de betragter den som en dyrkelse af døden og det okkulte. Skal kirken bruge festen til at forkynde evangeliet, eller burde den snarere advare mod mørkets magter?

Skeletter, spøgelser, hekse og dæmoner har igen fundet vej ind i de danske hjem i forbindelse med Halloween. Overalt er der pyntet med dødningehoveder, gravsten og edderkoppespind. Men uhyggen har også fundet vej ind i kirkerne, hvor flere menigheder inviterer til halloween-gudstjenester. Det vækker ikke begejstring hos alle kristne. Nogle gyser ikke over skeletterne og spøgelserne, men over selve halloweenfejringen, som de mener er en dyrkelse af døden og det okkulte.

For hvad sker der, når kirken inviterer mørket indenfor for at fortælle om lyset? Er det en oplagt mulighed for at nå mennesker med evangeliet, eller risikerer kirken at legitimere netop de kræfter, som kristendommen altid har advaret imod?

Skeletter i kirken

I Solrød Strandkirke har sognepræst Charlotte Gravesen i mange år holdt halloween-gudstjenester for børn. Her er der både skeletter, spøgelser, edderkopper og spindelvæv. Kirkerummet er mørklagt, og den første del af gudstjenesten er præget af uhygge. Men undervejs sker der en forvandling. ”Vi har græskar, som på den ene side har uhyggelige ansigter. Så vender vi dem om, og på den anden side er der kors,” fortæller Charlotte Gravesen.

På den måde vil hun illustrere det kristne budskab om, at lyset overvinder mørket. Gudstjenesten henvender sig især til femårige børn, som hører bibelfortællinger om frygt og lærer at bede, synge salmer og tænde lys. I år tager præsten udgangspunkt i fortællingen om Jesus, der stiller stormen på søen. ”Vi forkynder trøst i sorgen, styrke i angsten og Guds nærvær i tomheden,” siger hun.

Charlotte Gravesen fortæller, at idéen opstod, fordi traditionelle børnegudstjenester havde svært ved at tiltrække familier, mens Halloween voksede som folkelig begivenhed. ”Jeg tænkte, om kirken på en eller anden måde kunne drage noget folkeligt ind og svare på det.” Resultatet blev en af kirkens bedst besøgte gudstjenester. ”Hvis vi har en anledning til at forkynde evangeliet, så vil jeg gerne bruge den. Så vil jeg gå langt for at bruge den.”

Kirken skal være et åndeligt modspil

Den tilgang møder skarp kritik fra sognepræst Jens Borg Spliid ved Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring. På spørgsmålet om han holder halloweengudstjeneste, svarer han: ”Nej, det kunne ikke falde mig ind. Halloween peger på døden og mørke i stedet for lys.” I stedet holder han allehelgensgudstjenester, hvor menigheden mindes de døde, tænder lys og hører om det kristne håb om opstandelsen.

Men hvorfor er en halloweengudstjeneste så ikke netop en god anledning til netop at pege på lyset?

”Hvordan kan man tale om lyset, hvis man smækker skeletter op på alteret og pynter kirken op med edderkopper, spind og uhyggelige sager?” spørger Jens Borg Spliid. Han mener, at der er en reel åndelig fare ved at beskæftige sig med mørkets kræfter. ”Det bliver farligt at beskæftige sig med den forkerte side og give djævlen plads.” Han peger på, at Bibelen ikke kun taler om Gud og englene, men også om djævlen og dæmonerne. Derfor mener han, at kristne skal være varsomme med at behandle det okkulte som uskyldig underholdning.

Spliid fortæller, at han som præst har mødt mennesker, der oplever uforklarlige og skræmmende hændelser, og som søger kirkens hjælp. Her bruger han bøn, evangelielæsning og nadver til at formidle Kristi nærvær. ”For Jesus er stærkere,” understreger han. For Jens Borg Spliid hersker der ingen tvivl om, at kirken først og fremmest bør være et åndeligt modspil og ikke bare en, der følger med tiden.

Halloween som mission

Hos Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) ser landsleder Jonathan Kiel anderledes på sagen. Organisationen har udarbejdet materiale, som kirker kan bruge i forbindelse med Halloween og Allehelgen. Formålet er at bruge en folkelig begivenhed til kristen forkyndelse. Han kalder det en god, gammeldags missionær-tilgang. Kiel mener ikke, at de fleste børn forbinder Halloween med dyrkelse af mørke kræfter.

”Det handler jo om, at de gerne vil have noget slik.” Derfor ønsker han heller ikke at give forældre dårlig samvittighed over at lade deres børn gå rundt og rasle. I stedet opfordrer DFS kirkerne til at åbne dørene og fortælle om Jesus som verdens lys. Materialet rummer blandt andet forslag til englevandringer gennem kirken, bibelfortællinger, lystænding og græskarlygter, hvor børnene skærer kors frem for uhyggelige ansigter.

Særligt englene spiller en fremtrædende rolle. Kiel fortæller, at han selv beder om englebeskyttelse for sine børn som en del af den bibelske og klassiske tro. ”Jeg tror på, at der er engle, der beskytter os. Og de engle vil vi gerne have, at børn også ser som en virkelighed.” Det er bemærkelsesværdigt, fordi Søndagsskolerne dermed ikke blot bruger engle som hyggelige figurer. De præsenterer dem som virkelige åndelige væsener, der griber ind i menneskers liv.

På den måde nærmer materialet sig en mere udtrykkeligt åndelig forståelse af kristendommen, hvor den usynlige verden igen får plads.

Onde engle

Hvis kirken lærer børn, at der findes gode engle, som beskytter dem, burde den så ikke også fortælle, at der ifølge kristendommen findes faldne engle og dæmoner? I evangelierne møder Jesus gentagne gange mennesker, der er besat af onde ånder, som han uddriver. Hvorfor bruger Søndagsskolerne så ikke Halloween som anledning til også at advare mod det okkulte? Jonathan Kiel erkender, at børn og unge i dag møder okkulte forestillinger gennem blandt andet sociale medier, computerspil og film.

”Jeg tror på, at der er engle,
der beskytter os. Og de engle
vil vi gerne have, at børn også
ser som en virkelighed.”

Jonathan Kiel Thorman

Men han er usikker på, om det er hensigtsmæssigt at tale med helt små børn om dæmoner og mørkets kræfter. Som far til en syvårig søn kender han selv dilemmaet: Skal man fortælle børn om noget, de måske endnu ikke behøver at kende til? Samtidig erkender han, at Søndagsskolernes materiale ikke direkte advarer mod det okkulte. ”Vi kan bestemt overveje, hvordan vi bedst hjælper børn og unge med at forholde sig til døden og det onde.”

Er mørket bare en leg?

Charlotte Gravesen deler ikke bekymringen for, at børnene bliver draget ind i en okkult verden gennem hendes gudstjenester. Hun betragter først og fremmest Halloween som en leg med uhygge. ”Jeg tror ikke, der er nogen, der dyrker mørket. Overhovedet ikke.” Hun anerkender, at kristendommen ikke kan forenes med dødekult eller egentlig dyrkelse af mørkets magter. Men hun mener ikke, at det er dét, der foregår, når børn klæder sig ud og samler slik.

”Hvis det havde været en voksenfest, hvor nogen virkelig dyrkede mørket og det sataniske, så ville vi ikke have taget det ind. Men fordi det er en børnefest, synes jeg godt, vi kan være med.”
Hun afviser også, at kirken undlader at tale om det onde. Det sker blot ikke i halloween-gudstjenesterne, hvor målgruppen er femårige. Med ældre børn tager kirken emnerne op i blandt andet skolebesøg og konfirmationsundervisning.

Men hvorfor ikke nøjes med at holde en lysfest eller en allehelgensgudstjeneste, hvor kirken selv sætter dagsordenen?

Charlotte Gravesen peger på et konkret problem: ”Vores udfordring har været at få folk til at komme og høre på os.” Hun oplever, at Halloween giver familier en anledning til at gå i kirke, noget, de ellers ikke ville have gjort.

Læs også: Fra Halloween-mørket til Verdens Lys