Første stumper træ bekræfter, at det kan være Noahs Ark
Det tyrkisk-amerikanske team, der undersøger ’Det bådformede objekt’ i Tyrkiet, offentliggør nu resultatet af boringer: I ni meters dybde fandt de bearbejdet forkullet træ, som efter al sandsynlighed stammer fra Noahs Ark.

Efter århundreders søgen ser det nu endelig ud til, at den mindst 4.300 år gamle båd, som Noah og hans familie ifølge Bibelen overlevede en verdensomspændende stormflod i sammen med et par af alle dyr, nu er fundet i det østligste Tyrkiet, tæt på grænsen til Iran.
Organisationen Noah’s Ark Scans offentliggjorde tirsdag, den 10. november, at der ved boringer ned i det såkaldte bådformede objekt er fundet forkullet træ i ca. ni meters dybde.
Der blev fundet tilstrækkeligt med træ til at fylde et par mindre poser, fortæller de. Organisationen har delt eksklusive billeder og detaljer om materialet med Fox News og med os partnere, der støtter deres undersøgelser. Fragmenterne er mørke, revnede og stærkt forkullede, men man kan stadig se åretegninger og årringe.
Meget gammelt træ
Chefarkæolog, professor og dr. Cenker Atila fra Sivas Cumhuriyet-universitetet, der leder den officielt godkendte undersøgelse, udtaler, at træet – baseret på hans faglige erfaring – er meget gammelt. Det er særligt bemærkelsesværdigt, at det fundne træ bærer tydelige spor af menneskelig bearbejdning, der stammer fra værktøjsbrug for længe siden. Fragmenterne har skarpe, tilskårne kanter og andre tegn på bevidst formgivning, hvilket adskiller dem fra træ, der er opstået naturligt eller er blevet nedslidt af vejrliget.
Undersøges i fire lande
Prøverne er sendt til fire uafhængige laboratorier i fire forskellige lande til kulstof-14-datering, artsbestemmelse og yderligere analyser. Ved at inddrage flere laboratorier sikrer man grundige resultater, der kan krydstjekke, om materialets alder, oprindelse og sammensætning. Resultaterne af laboratorieanalyserne afventes stadig.

Omfattende undersøgelser
Professor i arkæologi og projektleder for Noahs Ark-projektet dr. Cenker Atila siger: ”Feltarbejdet i 2026 i forbindelse med Noahs Ark-forskningsprojektet er afsluttet. Undersøgelsen var omfattende, og selvom laboratorieanalyserne stadig pågår, er der gjort flere vigtige fund.” Som omtalt i Udfordringen i uge 44 er der foretaget adskillige undersøgelser. Der er gennem årene blevet foretaget flere forskellige typer scanninger.
Radar, ERT og GPR. Især de nyeste GPR-scanninger har vist overraskende eksempler på lige vinkler, som eksperter fortolker som gange, rum og lag/dæk. Sådanne resultater ville ikke optræde, hvis man scannede en naturlig geologisk formation. Her ville alt være ”naturligt”, som formet af naturen. Men under det bådformede objekt har man opdaget resultater af noget, som er ”menneskeskabt”.

Jordprøver, som der er foretaget 88 af indenfor og udenfor formationen, har desuden vist en tydelig forskel i ph-værdi, dvs. at jorden var mere sur indenfor end udenfor. Der var 38 pct. mere potassium (potaske) indenfor end udenfor. Potassium er også et mineral, som fremkommer i nedbrudt træ. Der var tre gange så meget organisk materiale indenfor formationen end udenfor. Organisk materiale stammer fx fra træ, der er gået i opløsning.
Områder, der lå få meter fra hinanden, viste helt forskelligt resultat indefra ’Det Bådformede Objekt’ end udenfor. Andrew Jones, som leder Noahs Ark Scans, fortalte, da jeg besøgte ham i Tyrkiet i oktober, at man gik i gang med jordprøverne, da en gæst med forstand på jordprøver opdagede, at græsset indenfor formationen var mere gult og brunt end det grønne græs udenfor. Efter de mange scanninger og jordprøver, som alle pegede på, at der lå noget helt specielt under jorden, søgte projektet om tilladelse til at tage boreprøver.
Et af de mest betydningsfulde fund er altså en række forkullede træstykker, som projektlederen prof. dr. Cenker Atila har fundet cirka ni meter under overfladen på formationens sydskråning.
Et af træstykkerne viser tydelige tegn på menneskelig bearbejdning. Overfladen ser ud til at være blevet let formet og glattet ved hjælp af en økse eller en kniv. Det faktum, at disse træstykker blev fundet i en så betydelig dybde, tyder på, at de kan stamme fra en fjern fortid.
Vi kan dog endnu ikke fastslå deres præcise alder. Vi afventer resultaterne af laboratorieanalyserne, før vi drager nogen konklusioner. Disse analyser vil også hjælpe os med at identificere, hvilken træsort, der er tale om, siger Andrew Jones. Fundet er en del af feltprogrammet for 2026 ved Durupınar, som har omfattet dybdeboringer, undersøgelser med georadar (ground-penetrating radar) og omfattende jordprøvetagning under opsyn af tyrkiske universiteter.
Bevaret i årtusinder
”Prof. dr. Cenker Atila, leder af vores Noahs Ark-forskningsprojekt, har opdaget, hvad der ser ud til at være sortnet, forkullet træ dybt inde i Durupınar-området – en spændende udvikling i vores forskning ved Noahs Ark-lokaliteten,” siger Andrew Jones fra Noahs Ark Scans.
”Forkullet træ kan bevares på gamle arkæologiske steder og gemmer på værdifulde spor fra fortiden. Vi undersøger nu dette materiale for at fastslå dets alder, identificere træsorten og lede efter spor af trætjære. Efter årtiers søgen kan dette være en afgørende brik i puslespillet,” siger Andrew Jones forsigtigt.
Han er dog ikke selv i tvivl om, at det er Noahs Ark, fortalte han, da vi besøgte ham i Tyrkiet. ”Jeg søger ikke efter Noahs hus, for jeg aner ikke, hvor det skulle ligge. Men med arken ved vi fra Bibelen, at den strandede i dette område, og derfor undersøger vi på alle måder Durupinar-formationen (Det bådformede objekt, red.),” sagde han. Og på det seneste har alle undersøgelser peget i retning af, at det faktisk er resterne af den 300 alen lange ark, der ligger begravet under ’det bådformede objekt’, som har samme længde: 158 meter.
Ingen endelig konklusion endnu
Forskerne understreger, at laboratorieresultaterne vil afgøre de næste skridt, og at der endnu ikke er draget nogen endelige konklusioner. Noahs Ark-projektet i 2026 er den første internationale undersøgelse af ’Det bådformede objekt’, der er foretaget med officiel tilladelse. Projektet blev finansieret via crowdfunding fra dag ét, og Noah’s Ark Scans har fastholdt deres ret til at dele fundene, så snart de er blevet bekræftet af eksperter.
Marketing- og fundraisingdirektør Lauren Witzke siger: ”Denne arkæologiske undersøgelse er finansieret af offentligheden gennem crowdfunding; det er ikke oplysninger, vi kan eller bør tilbageholde. Så snart fundene er bekræftet af fageksperter, offentliggør vi dem, så alle selv kan se resultaterne.” Hun opfordrer til at hjælpe Noah’s Ark Scans med at dække omkostningerne til laboratorieanalyser foretaget af tredjepart ved at støtte på NoahsArkScans.com/donate.
Falske AI videoer
Det er vigtigt, at man ikke tager alt, hvad der udsendes på internettet om Noahs Ark, for ægte. Videoer, hvor arken hæves op af mudderet, er lavet af AI – kunstig intelligens. Men det, der kommer fra Noahs Ark Scans, kan man altså godt stole på.
Stedets historie
Det bådformede objekt har intet med det påståede fund på Mt Ararat i 4.200 meters højde at gøre, som de sidste 16 år har skabt stor interesse. Dette fund kan ikke samtidig være Noahs Ark og mistænkes nu for at være falsk. ’Det bådformede objekt’ ligger i 2.000 meters højde på et bjerg 10-20 km fra Mt Ararat, der ifølge en tyrkisk geolog er opstået senere af vulkanudbrud. Det bådformede objekt kaldes også Durupınar efter den tyrkiske kaptajn, som i 1959 tog billeder for NATO, og opdagede et bådformet objekt tæt ved grænsen til Sovjetunionen.
I første omgang mistænkte man russerne for at have stillet missiler op i bjergene. Men eksperter pegede i stedet på, at det havde form som en båd. Den første overfladiske undersøgelse førte ikke til noget, da datidens ark-jægere forventede arken på Mt Ararat. Men ifølge Bibelen strandede arken ”på Ararats bjerge”. 1. Mosebog 8,4 fortæller: ”Den syttende dag i den syvende måned gik arken på grund på Ararats bjerge.”
Da Ararat (Urartu) var et land, kunne arken altså være strandet på alle bjerge i landet Ararat. Den første, der for alvor tog fundet alvorligt, var amatørarkæologen Ron Wyatt, der døde i 1999. Modstandere har hele tiden påstået, at det blot var en naturlig formation i landskabet, men det er nu tilbagevist både geologisk og med de nyeste scanninger og boringer.


