Faste fører til indre helbredelse

Vi befinder os allerede to uger inde i den 40 dage lange faste før påsken. Fastetraditionen stammer helt tilbage fra Det Gamle Testamente. Jesus selv fastede i 40 dage i ørkenen. I den katolske kirke er Askeonsdag, hvor fasten indledes, og Langfredag obligatoriske fastedage. Sådan er det ikke i folkekirken, men alligevel er flere og flere begyndt at faste og opdage, hvordan faste kan være en vej til omvendelse og fornyelse i det indre.

Fasten er en ørkenvej med stilhed, ro og tillid

Søster Gisela Heitz:

“Fastetiden er et åndeligt rum, et levested, som ligner den ørken, folket Israel vandrede igennem i 40 år, og Jesus trak sig tilbage til i 40 dage. I dette åndelige rum åbnes der nye horisonter – fra mørke til lys, fra fortvivlelse til håb, fra had til kærlighed, fra krig til fred, fra fangenskab til frihed, fra foragt til respekt, fra mistillid til tillid, fra støj til stilhed, fra død til liv. Vores verden i 2024 kan opleves som denne ørken, der netop har brug for disse nye horisonter, mens krige raser, mennesker er på flugt, naturen råber på respekt.

Disse nye horisonter finder jeg ikke ved min egen magt, ved præstationer, især åndelige præstationer. Her gælder profeten Esajas´ ord: ”… ved omvendelse og stilhed skal I frelses, i ro og tillid er jeres styrke” (30,15). Og profeten konstaterer: ”Men I vil ikke!”  Fastetiden er det rum, hvor jeg konfronteres med dette spørgsmål: Vil du? Vil du, tør du sige et dybere ja til Gud og overgive dig helt i Guds gode hænder? Det var det spørgsmål, Jesus måtte tage stilling til i ørkenen.

”Fastetiden er det rum,
hvor jeg konfronteres med dette spørgsmål:
Vil du? Vil du, tør du sige et dybere ja til Gud
og overgive dig helt i Guds gode hænder?”

Hans endelige svar kom den nat i Getsemane, hvor han lagde sit liv i sin fars hænder. Fastetiden handler om at gå den ørken-vej, hvor stilhed, ro og tillid bliver til vejmærker, og omvendelse er en åndelige frugt. Som børn blev jeg og mine søskende i fastetiden motiverede til to ting: At give afkald og at gøre gode gerninger – for Jesu skyld. Al slik blev gemt i en skuffe, og nedtællingen til påskelørdag kl. 12 var forbundet med højspænding. Men – så var det påske! Og det kunne mærkes på smagssanserne.”

Tid til at bekende synd og få Guds tilgivelse

Domprovst Anne Birgitte Reiter:

”Faste og åndelig fordybelse er tæt forbundne. Sanserne skærpes, når man undværer og savner. Jeg er opvokset i en almindelig, folkekirkelig familie, hvor faste ikke indgik i traditionerne. Det gjorde den derimod i min mands katolske familie, hvor fredag var fastedag i den forstand, at man ikke spiste kød. Da min mand og jeg blev par, indførte vi faste Langfredag. Men påskefasten, altså den lange 40-dages faste fra Askeonsdag til påske, har jeg først rigtig stiftet bekendtskab med indenfor de sidste årtier.

Jeg er sent blevet klar over, hvilken rigdom der ligger gemt i den kristne tradition. Den kristne fastetid er en bodstid. Det er en tid til at ransage sin samvittighed og indrømme overfor sig selv og Gud, hvilke synder man har gjort sig skyldig i. Man bekender sin synd overfor Gud, og så er meningen selvfølgelig, at man skal møde og erfare Guds nådefulde tilgivelse. Det gør man fx ved at gå i kirke og deltage i nadveren.

Eller man kan bede en præst om at få en samtale, evt. som skriftemål, dvs. med tilsigelse af syndernes forladelse. De færreste ved, at dette er en mulighed i Folkekirken, men det er det. I år faster jeg fra at spise kød. Jeg elsker kød, men det er ikke særlig svært for mig at undvære, så det er en nem faste. Kun lige nok til, at jeg hver dag bliver mindet om, at det er fastetid. Jeg ville også gerne faste fra rødvin, men jeg har været lidt for meget til selskab i år. Jeg vil gerne minde om, at søndag ikke tæller med som fastedag, for søndag er altid en festdag. Det gør fasten mere overskuelig. Om søndagen spiser jeg kød og drikker vin.”

Frigørelsesproces og påskeforberedelse

Sognepræst Niels Nymann Eriksen:

”Det handler om at ”frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender” (Hebræerbrevet 12, 1). Faste er en frigørelsesproces, som kendetegner hele troens liv, men fastetiden kan blive en anledning til at skærpe denne praksis af at gøre sig fri af det, som omklamrer os. Der er to elementer, som jeg nødigt går glip af i fastetiden.

”Det handler om at ”frigøre os for enhver byrde og for synden,
som så let omklamrer os, og holde ud i det løb,
der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus,
troens banebryder og fuldender”

Det ene er askeonsdagsgudstjenesten, hvor vi får aske smurt på panden og bliver mindet om, at vi er støv, og at vi skal dø. Det vidste jeg jo godt i forvejen, men det er samtidig en bevidsthed, som skal arbejdes frem. Og så er det vigtigt for mig, at det er på vejen mod påske, opstandelsen, at jeg får denne påmindelse. Det andet er at gå til skriftemål. Det gør jeg gerne i advents- og fastetiden. Opgaven er jo her at sætte ord på sine synder, og det er en god opgave, blandt andet fordi det hjælper til at blive bevidst om nogle af de usunde mønstre i ens liv. Jeg har i år ikke nogen særlig fastedisciplin ud over så vidt muligt at afstå fra alkohol.”

En tid til at bryde dårlige mønstre

Præst Lene Skovmark:

“Faste som religiøs praksis handler grundlæggende om at bryde dårlige mønstre og vaner, som kan aflede fra at lytte til Guds stemme og gøre det, vi ved, er godt. Det handler om selvbeherskelse, om at afstå fra det onde eller uhensigtsmæssige, jeg egentlig ikke vil, og gøre det gode, jeg vil. Faste er at tage sig selv alvorligt. Fordi faste ikke er noget, vi behøver, er der i folkekirkelig sammenhæng heller ingen vejledning. Men vi kan hente inspiration fra andre kristne traditioner og dele erfaringer til inspiration for hinanden.

Jeg mener, at der er brug for at genopdage fasten og andre klassiske discipliner som en vej til at berede sjælen for Guds helliggørende virke. Og på den måde at anerkende den mulighed for åndelig og menneskelig vækst og modning, der findes i kristendommen. Ud over at afstå fra sødt og sætte grænser for brugen af sociale medier, har jeg i år en intention om at afstå fra at ”yppe kiv” (skabe ufred, splid) i forhold til min mand. Det er jo noget meget personligt, men også noget en del andre kan genkende.

Det er en både sund og svær øvelse for eksempel at afstå fra at ville have ret. Når jeg trækker mig mentalt fra en diskussion eller et skænderi, så skifter stemningen, og situationen ændrer sig. Når det ellers lykkes. Når jeg mærker impulsen til at rette på min mand eller svare igen, så øver jeg mig i at standse op og blive stille indvendig og iagttage de følelser, der opstår. Med det samme eller om aftenen skriver jeg ned, hvad der skete, og hvordan det måske ændrer sig hen ad vejen.

Og så beder jeg om tilgivelse og Guds hjælp. Et råd til den, der faster er: Hav stor tålmodighed med dig selv og bær over med dig selv, hvis eller når du ”falder i”. Vær forberedt på at du kan komme i kontakt med en sårbarhed og rastløshed, som du plejer at dulme med informationer, kaffe eller sødt. Bliv i sårbarheden og bring den ind i Guds kærligheds lys. Når du gør det, vil der over tid ske en dyb indre helbredelse.”