IPSICC

Ny vision betyder, at Jacobskirken bliver til ’Åbenkirke Odense’

Niels-Peter Hedegaard og hustruen May-Britt bliver præstepar i Projekt Åbenkirke Odense og flytter derfor fra Herning til Odense.

Den 1. marts 2025 begynder en ny tid i Jacobskirken i Odense. Der starter man en proces, hvor kirken skifter navn til Åbenkirke. Samtidig ansætter man en ny præst, Niels-Peter Hedegaard, som indtil nu har været præst i Åbenkirke Herning.

Det skriver Apostolsk Kirke Danmark på hjemmesiden.

Mere end et navneskifte

I løbet af det seneste år har Jacobskirken i Odense stået overfor en vigtig beslutning om fremtiden. En af de primære årsager er, at kirkens ledende præst gennem de sidste otte år, Ruben Tychsen, og hans familie fra sommeren 2025 træder ind i et nyt afsnit af deres liv og tjeneste. De oplever et kald til mission, som det nu er tid til at leve ud. Men kirkens fremtid handler om mere end blot Rubens afgang. I løbet af de seneste otte år har Jacobskirken set en positiv udvikling, hvor unge har fundet deres plads, og initiativer som Familienetværket har skabt stor værdi.

Nu er det tid til forandring, så kirken bedre kan nå byen, og derfor bliver den til Åbenkirke. Forvandlingen af Jacobskirken til Åbenkirke Odense er langt mere end et navneskift – det er en vision om at nå endnu længere med evangeliet og bringe Guds rige ud over hele Fyn.

Ny præst

Fra 1. marts 2025 bliver Niels-Peter Hedegaard ny ledende præst. Efter 28 år i Herning træder han og hans hustru, May-Britt, ud i en ny trosrejse.

”Vi knuselsker fællesskabet i Herning – den brogede, skønne flok både i og udenfor kirken. Vi har elsket gården, som Gud gav os, og hvor vi selv og andre har trives. Men undervejs i dialogen med teamet i Odense mærkede vi, at Gud udfordrede os igen,” fortæller Niels-Peter. Niels-Peter og hustruen May-Britt flytter til Odense, men bevarer en del af deres ansættelse i Herning. Både Jacobskirken og Åbenkirke er en del af Apostolsk Kirke i Danmark, hvor visionen om apostolske huse – kirker, der fungerer som ressourcecentre med kapacitet til at udruste til tjeneste samt plante og omplante andre kirker – har været central.

Indtil nu har Kirkeibyen, Københavns Frikirke og Åbenkirke taget denne model til sig, og flere vil følge. I første omgang vil kirken bære navnet ”Projekt Åbenkirke Odense”, men planen er, at den officielt lanceres som Åbenkirke Odense til september.