Leder af boghandel i Gaza myrdet
GAZA – Den 29-årige Rami Ayyad blev søndag den 7. oktober fundet myrdet i Gaza. Han var leder for Det Palæstinensiske Bibelselskabs (DPB) boghandel i Gaza.Lørdag aften den 6. oktober blev Rami kidnappet af en ukendt gruppe lige efter, at han lukkede boghandlen omkring kl. 16.30. Kort tid efter modtog hans familie et telefonopkald fra ham. Her fortalte Rami, at han var blevet taget af en gruppe mennesker og ville komme hjem sent samme aften. Men Rami kom ikke hjem den aften. I stedet blev hans krop fundet livløs i nærheden af Det Palæstinensiske Bibelselskab søndag morgen kl. 6.25 med tydelige mærker fra skudhuller og knivstik. Allerede søndag eftermiddag kl. 16 blev Rami Ayyad begravet.
Dagen før kidnapningen havde Rami Ayyad lagt mærke til at en bil uden nummerplade havde fulgt efter ham. Men ingen gruppe har endnu taget ansvar for mordet. Det er dog langt fra første gang Bibelselskabet oplever truende adfærd. I april måned blev boghandlen udsat for et bombeattentat, som ødelagde det meste af bygningens stueetage. Flere gange har de modtaget trusler fra radikale muslimer, som anklager dem for missionsaktiviteter.
Norske Karin Riska er projektrådgiver for Det Palæstinske Bibelselskab og bor i Jerusalem. Efter mordet skrev hun om den chokerende nyhed på sin blog:
Dagen i dag er tung og meget svær. Vores kære bror og kollega i Gaza, Rami, blev i går kidnappet og myrdet. Om et par uger skulle han have fejret sin 30 års fødselsdag. Vi er i chok og kan ikke gøre andet end at vende os til Gud med vores sorg, fortvivlelse og mange spørgsmål. Rami var en trofast Guds tjener i Gaza. Han spredte fred, håb, varme, lys og glæde omkring sig i et område, som ellers er præget af mørke. Hans kærlighed og nød for Gazas befolkning var stor. Han var også en rigtig god familiefar. Han efterlader sig nu en gravid kone og to sønner på 10 måneder og to et halvt år. Vær med til at omslutte dem i bøn, opfordrer Karin Riska.
Schwartz