IPSICC

Mere filosofi end forkyndelse

Bogen ’Hjertets ånd’ indeholder 23 prædikener af Morten Kvist, som er fhv. præst for de grundtvigske Herning og Gjellerup Valgmenigheder. Den ældste prædiken er fra 1988, den yngste fra 2023. Men det er meget lidt, man mærker den tid, de er blevet holdt i, for de hæver sig stort set op over det dagsaktuelle og forholder sig til universelle vilkår i menneskelivet.

Prædikenerne er mere filosoferende end forkyndende. De bibelske tekster er blot en af flere inspirationskilder og uden autoritet over de andre. Fokus er ikke på at forkynde evangeliet, men på at bruge evangeliet som et redskab til livsanalyse og basis for nogle leveregler.

Jesus er død og borte

Langfredag skal ifølge Morten Kvist ”forøge vores bevidsthed om lidelse og ondskab” og få os til at ”integrere begge dele i vores bevidsthed”. Altså en leveregel om at forsone sig med sine dårlige sider i stedet for en forkyndelse om, at Jesus med sin død sonede vores synd, så vi kan forsones med Gud ved at bekende den. Jesu opstandelse bliver set som ”et billede på nyt liv efter at have mistet og været i sorg”.

Opstandelsens budskab bliver til en leveregel om, at noget uventet kan ske og ændre vores liv. Ikke pga. Jesu opstandelse, for om Jesus hedder det, at han er ”død og borte”.

Vandpytter i ørkenen

Der er også eksempler på, at der bliver sagt noget rigtigt om troen og vores liv. Men det er som små vandpytter i en ørken. Bogen kan ikke leve op til de store ord, forlaget skriver om den på bagsideteksten. Den byder ikke på ”dyb refleksion” og ”skarp analyse”, og den er ikke relevant for alle ”uanset trosstandpunkt”.

Morten Kvist: Hjertets ånd. Prædikener til højtlæsning.
140 sider. 200 kr.
Forlaget Munch & Lorenzen