Norsk generalsekretær i Areopagos

Den 1. januar 2026 vil Hallvard Olavson Mosdøl overtage posten som generalsekretær i Areopagos efter Silje Kvamme Bjørndal.
“Bestyrelsen i Areopagos glæder sig meget over at kunne præsentere Hallvard som vores nye generalsekretær,” fortæller Poul Erik Knudsen, bestyrelsesformand i Areopagos på organisationens hjemmeside.
International erfaring
De seneste ni år har Hallvard Olavson Mosdøl været sognepræst i Lillestrøm menighed. Han har desuden tidligere arbejdet som sømandspræst i London og som førstelektor i praktisk teologi ved MF videnskabelige højskole. “Hallvard kommer til opgaven med en stor og bred erfaringsbaggrund, især inden for norsk, men også internationalt kirkeliv. Vi oplever Hallvard som en visionær person, der med fokus på fællesskabets betydning formår både at lytte og at lede projekter fra idé til virkelighed,” fortæller Poul Erik Knudsen.
Dialogarbejde
Hallvard fortæller, at han gennem mange år har været engageret i økumenik og interreligiøst dialogarbejde samt ledet kirkelig organisationsudvikling i en kontekst præget af mobilitet og livssynsmangfoldighed: “Vi lever i en tid præget af øget polarisering. Arbejdet med dialog bliver stadig vigtigere. Areopagos’ vision om at bidrage til, at flere mennesker kan erfare fred, mening og sammenhæng i tilværelsen – det dufter af evangeliet.”
Han lader sig også inspirere af den historie og arv, som Areopagos udspringer af: “Lige siden begyndelsen, fra Karl Ludvig Reichelt og Notto N. Thelles tid, har organisationen vist en fascinerende evne til at forene åbenhed, faglighed, nysgerrighed, dybde og Kristus-efterfølgelse med innovationskraft.”
Besøger Hong Kong
Selvom Hallvard formelt tiltræder som generalsekretær den 1. januar 2026, deltager han allerede i november i en rejse til Hongkong for at besøge vores partnere på Tao Fong Shan og blive bedre bekendt med Areopagos’ internationale arbejde.
“Areopagos har et stort potentiale til at nå endnu længere ud med sit program og sit opdrag – både i Norden og i Asien. Samtidig med at vi arbejder på at udvide vores rækkevidde, skal vi bevare sammenhængskraften i en kompleks og international organisation og fortsætte det gode samarbejde med vores partnere på Tao Fong Shan i Hongkong,” fortæller han.
Nu ser han frem til at lede processen med Areopagos’ strategiarbejde – og til sammen med medarbejderne i Norge og Danmark at styrke organisationens synlighed og gennemslagskraft: “Jeg føler mig privilegeret over at få lov til at bygge videre på alt det gode arbejde, der allerede er gjort i Areopagos. Jeg glæder mig til det, der ligger foran. Det føles lidt som at komme hjem.”
Værdifulde kompetencer
Bente Mikkelsen Pahus, landechef i Areopagos Danmark, udtaler om stillingen: “I Areopagos Danmark er vi så glade og taknemlige for ansættelsen af Hallvard Mosdøl. Han kommer til os med stor viden om vores arbejde og organisation allerede. Hallvard har et langt og dygtigt CV med mange relevante og fagspecifikke kompetencer. Han tænker økumenisk, han forholder sig aktivt til både dialog og praksis i hverdagen, og han er et stærkt kort, også når det gælder vores forestående arbejde med vores strategi.”
“I staben har vi haft mulighed for et kort møde med Hallvard, og her har vi mærket, at han også har værdifulde kompetencer, når det gælder ledelse, nærvær til staben og tanker om det, vi skal nå i fællesskab mellem Danmark, Norge og med partnere i øst. Vi glæder os til 1. januar 2026.”



