PULS-weekend med YWAM

Den 28.-30. august 2026 inviterer YWAM DK alle 18-27-årige, der tidligere har deltaget på en Discipelskabs-træningsskole (DTS), til en weekend på centeret i Sjellebro.
YWAM skriver om PULS:
– Vi tror, Gud er i gang med noget nyt i Danmark. Vi ser flere og flere unge, der tager skridt i tro og rejser ud på DTS for at ”kende Gud og gøre ham kendt” – og nu kommer mange hjem med hjerter, der brænder for mere. Vi tror på, at Gud kalder os som generation og os som YWAM’ere til at tage ansvar – til at rejse os som stemmer i vores nation, i fællesskab og aktion. Vi vil derfor invitere DIG, der har været på DTS, til en YWAM-weekend i fællesskab med andre unge, hvor vi sammen søger Gud, hans hjerte for Danmark og får praktiske muligheder til at stå sammen med hinanden i tro og opmuntring for det, Gud har lagt OS på hjerte.
Vil deltage i det, Gud gør
For vi vil mærke ”pulsen i rummet” – både det, Gud har lagt på vores egne hjerter, og det, der banker på hans hjerte for Danmark. Det bliver en weekend med fokus på at danne fællesskab, dele vidnesbyrd, lovsynge, bede og tage konkrete steps videre – for vi vil ikke kun se, hvad Gud gør… vi VIL være en del af det, skriver YWAM.
Det praktiske
PULS foregår på YWAM Sjellebro, sydøst for Randers. Prisen er 350 kr. (inkl. overnatning og forplejning). Forplejning uden overnatning og morgenmad koster 150 kr. Tilmelding er åben indtil den 23. august. Programmet kommer senere.


