Det onde må ikke få lov til at ødelægge det smukke
I min sommerferie har jeg været en uge i Norge. En lækker hytte med grund lige ned til en smuk fjord. En storslået udsigt udover vandet med bjerge i horisonten, som solen gik ned bag om aftenen, og en lille ø ude midt i fjorden. Når vi sad på terrassen eller i stuen eller i haven, kiggede vi direkte over på den lille ø. Fredfyldt og stille – bortset fra vandets skvulpen. En natur, præcis så smuk, som den laves i Norge.
Der er bare det specielle ved lige præcis den ø, at den hedder Utøya, og at der for 15 år siden gik en forskruet mand rundt på øen i lidt over en time, klædt ud som politimand, og skød løs på børn, unge og voksne. 69 døde. Det tog lidt tid at lære at nyde udsigten, som ellers virkelig er smuk. Tanken om, hvad der var foregået lige derovre på øen, som lå så tæt på, at vi kunne se lejrbygningen, slap os aldrig helt. Alligevel kunne vi godt nyde skønheden. Det insisterede vi på. Det skulle han ikke også have lov til at ødelægge.
Nogle gange bliver det smukke smukt på en ganske særlig måde, når det står i kontrast til det absolut usmukke. Det kan give en anden dybde og taknemmelighed. Dog er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det smukke altid vil være smukkest uden dets modsætning. På en måde føltes naturen omkring Utøya som et minikosmos på verden. Der er så meget smukt og godt i verden – og mange steder er verden i sig selv utroligt smuk, alligevel sniger ondskaben sig altid ind før eller siden og ødelægger, forpester og formørker det smukke.
Det ændrer ikke ved, at det smukke er smukt, men det ændrer på oplevelsen, og nogle gange er vi nødt til at insistere på at se det smukke, for at det onde ikke også skal ødelægge det, som faktisk stadig er smukt. Naturen omkring Utøya er smuk, og for et troende menneske peger naturen umisforståeligt opad mod en mægtig skaber, som står bag så storslået en natur. Det hverken kan eller skal ondskaben ødelægge.
Når vi støder på det smukke i vores hverdag – i naturen eller i mødet med mennesker – peger det også opad mod en storslået skaber. Det må vi aldrig blive trætte af at fryde os over, og det skal den onde ikke have lov til at ødelægge. Man kan godt samle på smukke lysglimt, og det kan faktisk være en rigtig god idé. De er gode at have, når der er mørkt. Nyhedsbilledet i sommerens løb har som sædvanlig været præget af mørke.
Store naturbrande i Europa, krig i Mellemøsten, krig i Ukraine, krig og sult i Sudan, terrorangreb i Berlin og andre dårlige nyheder. Det er ikke svært at få øje på ondskaben, og det virker, som om vi lever i en tid, hvor det hele snart ikke længere kan holde. Hvad der så sker, når det hele ikke længere holder, ja, det må tiden jo vise. Om vi snart nærmer os de sidste tider, som de er beskrevet i Bibelen, det kan ikke udelukkes, men snart er som bekendt et vidt begreb i Guds kalender.
At stikke hovedet ind på de sociale medier bliver man ikke i meget bedre humør af. Det er for det meste som at stikke hovedet ind i et rum fuld af mennesker, der står og råber og skriger ad hinanden. Men indimellem også lidt lysglimt her. Trods alt. Vi kan desværre ikke få det onde til at forsvinde, men vi kan gøre en ihærdig indsats for at sprede lysglimt, og vi kan insistere på, at det onde ikke skal have lov til at ødelægge det smukke.
Jo mørkere verden bliver, jo mere har den brug for Guds lys – og jo mørkere, der bliver omkring os selv, jo vigtigere er det at holde lyset skarpt og stærkt.
